

Et brag fra en
sprængt motor. Efterfulgt af hvinende
alarmer og synet af den synkende
skude.
Det er et
kaos, der møder seeren, når man først begynder at se Alfred Hitchcocks
Redningsbåden (Lifeboat) fra 1944. Et kaos, der står i stærk
kontrast til resten af filmens ellers tålmodige
tempo.
Vi er i
1944. Et krigsskib er netop blevet torpederet af en tysk
ubåd, og de overlevende har samlet sig ombord på den sidste
redningsbåd.
Ombord på båden finder vi blandt andre den kvindelige journalist
Connie Porter (Tallulah Bankhead), den dansende
Gus Smith (William Bendix), som er alvorligt såret, og den kontrollerende
John Kovac (John Hodiak), der snart beslutter sig for at overtage positionen som
kaptajn.
De forulykkede folk redder en druknende
tysker, fra den angribende ubåd, op af vandet. De beslutter sig for at holde ham fanget, indtil de kan overbringe ham til
myndighederne.
Som det ofte er tilfældet med
Hitchcocks film, er intet overladt til tilfældighederne. Og handlingen udfolder sig tålmodigt med masser af
spænding.
Folkene ombord på redningsbåden rammes af en stigende
paranoia. Kampen for at holde
tyskeren i live er hård, da flere af folkene ombord mener, at han fortjener at lide
druknedøden for sine gerninger.
Det hele bliver lettere
filosofisk. For kan vi tillade os at
dømme andre og udøve selvtægt, blot fordi vi agerer udenfor samfundets rækkevidde?
Det er ligeledes et spørgsmål om, hvorvidt tyskerne er
mennesker ligesom os. Eller om de i virkeligheden alle kan skæres over én kam.
Dette spørgsmål bliver behandlet undervejs, hvilket er lidt
interessant, da filmen er optaget under krigen.
En tid, hvor man i høj grad ville være tilbøjelig til at optegne alt i absolutter. De
glorværdige allierede mod de
onde tyskere, selvom det selvfølgelig i virkeligheden er langt mere
kompliceret end som så.
Det er
spændende, at se en film, der forsøger at kigge på
krigen fra et andet perspektiv. Og som tillader sig selv at stille
spørgsmålstegn ved om ren
ondskab nu også findes.