Et brag fra en sprængt motor. Efterfulgt af hvinende alarmer og synet af den synkende skude.

Det er et kaos, der møder seeren, når man først begynder at se Alfred Hitchcocks Redningsbåden (Lifeboat) fra 1944. Et kaos, der står i stærk kontrast til resten af filmens ellers tålmodige tempo.

Vi er i 1944. Et krigsskib er netop blevet torpederet af en tysk ubåd, og de overlevende har samlet sig ombord på den sidste redningsbåd.

Ombord på båden finder vi blandt andre den kvindelige journalist Connie Porter (Tallulah Bankhead), den dansende Gus Smith (William Bendix), som er alvorligt såret, og den kontrollerende John Kovac (John Hodiak), der snart beslutter sig for at overtage positionen som kaptajn.

De forulykkede folk redder en druknende tysker, fra den angribende ubåd, op af vandet. De beslutter sig for at holde ham fanget, indtil de kan overbringe ham til myndighederne.

Som det ofte er tilfældet med Hitchcocks film, er intet overladt til tilfældighederne. Og handlingen udfolder sig tålmodigt med masser af spænding.

Folkene ombord på redningsbåden rammes af en stigende paranoia. Kampen for at holde tyskeren i live er hård, da flere af folkene ombord mener, at han fortjener at lide druknedøden for sine gerninger.

Det hele bliver lettere filosofisk. For kan vi tillade os at dømme andre og udøve selvtægt, blot fordi vi agerer udenfor samfundets rækkevidde?

Det er ligeledes et spørgsmål om, hvorvidt tyskerne er mennesker ligesom os. Eller om de i virkeligheden alle kan skæres over én kam.

Dette spørgsmål bliver behandlet undervejs, hvilket er lidt interessant, da filmen er optaget under krigen.

En tid, hvor man i høj grad ville være tilbøjelig til at optegne alt i absolutter. De glorværdige allierede mod de onde tyskere, selvom det selvfølgelig i virkeligheden er langt mere kompliceret end som så.

Det er spændende, at se en film, der forsøger at kigge på krigen fra et andet perspektiv. Og som tillader sig selv at stille spørgsmålstegn ved om ren ondskab nu også findes.