

Et
bankrøveri går ikke helt som planlagt. For politiet er alt for hurtigt på stedet og det kommer til
skudveksling mellem parterne. Med dræbte på begge sider.
Det lykkes dog til sidst for tre af røverne at
undslippe med byttet. Politiet er dog lige i hælene på dem, så de tager en ung og smuk,
nygift kvinde (Virginie Ledoyen) som gidsel.
Men de får også brug for, endnu en gang, at skifte flugtbil. Det går ud over en
mandlig bilist (Lambert Wilsen), der har sin lille datter med i bilen. En datter, der er
meget syg og som han holder bedøvet, mens han fragter hende til
hospitalet for en livsvigtig operation.
Røverne har nu tre
gidsler. Og stadig politiet lige i hælene. Samt det meste af offentligheden, for politiet har allerede udsendt røvernes
signalementer og billeder via tv.
Flugten udvikler sig dermed hurtigt til et både
voldeligt og blodigt road trip. For ikke kun kommer der alvorlige gnidninger mellem de tre røvere, men en af de kidnappede har sin helt
egen agenda ...
Rabid Dogs (Enragés) har hverken historie- eller fortællemæssigt meget at byde på. For det hele er lidt for
stereotypt og forudsigeligt. Bortset fra slutningen, der formår at give filmen en
uventet drejning. Og som også er med til at løfte den samlede vurdering.
Jeg vil egentlig betegne
Rabid Dogs som en B-film. Omend en af de lidt
bedre af slagsen, for den er trods alt værd at stifte bekendtskab med.
Ikke mindst, hvis man er til
action. For det er der en ganske pæn del af. Og udført på typisk fransk actionfilm-maner:
Hårdt, kontant og blodigt. Langt fra den polerede Hollywood-action, der præger flertallet af film.
Skuespillet er på det
jævne, uden at nogen decideret skinner igennem. Ligeledes er den tekniske side af
Rabid Dogs godkendt, men uden mindeværdige momenter.
Alt i alt er
Rabid Dogs halvanden times action-fyldt underholdning, uden alt for mange eller lange momenter med træden vande. Og den kan såmænd nok sagtens tåle gensyn, for den levner, bortset fra den uventede slutning, som sådan
ikke varige minder på nethinden.