Et bankrøveri går ikke helt som planlagt. For politiet er alt for hurtigt på stedet og det kommer til skudveksling mellem parterne. Med dræbte på begge sider.

Det lykkes dog til sidst for tre af røverne at undslippe med byttet. Politiet er dog lige i hælene på dem, så de tager en ung og smuk, nygift kvinde (Virginie Ledoyen) som gidsel.

Men de får også brug for, endnu en gang, at skifte flugtbil. Det går ud over en mandlig bilist (Lambert Wilsen), der har sin lille datter med i bilen. En datter, der er meget syg og som han holder bedøvet, mens han fragter hende til hospitalet for en livsvigtig operation.

Røverne har nu tre gidsler. Og stadig politiet lige i hælene. Samt det meste af offentligheden, for politiet har allerede udsendt røvernes signalementer og billeder via tv.

Flugten udvikler sig dermed hurtigt til et både voldeligt og blodigt road trip. For ikke kun kommer der alvorlige gnidninger mellem de tre røvere, men en af de kidnappede har sin helt egen agenda ...

Rabid Dogs (Enragés) har hverken historie- eller fortællemæssigt meget at byde på. For det hele er lidt for stereotypt og forudsigeligt. Bortset fra slutningen, der formår at give filmen en uventet drejning. Og som også er med til at løfte den samlede vurdering.

Jeg vil egentlig betegne Rabid Dogs som en B-film. Omend en af de lidt bedre af slagsen, for den er trods alt værd at stifte bekendtskab med.

Ikke mindst, hvis man er til action. For det er der en ganske pæn del af. Og udført på typisk fransk actionfilm-maner: Hårdt, kontant og blodigt. Langt fra den polerede Hollywood-action, der præger flertallet af film.

Skuespillet er på det jævne, uden at nogen decideret skinner igennem. Ligeledes er den tekniske side af Rabid Dogs godkendt, men uden mindeværdige momenter.

Alt i alt er Rabid Dogs halvanden times action-fyldt underholdning, uden alt for mange eller lange momenter med træden vande. Og den kan såmænd nok sagtens tåle gensyn, for den levner, bortset fra den uventede slutning, som sådan ikke varige minder på nethinden.