Et kendt medie, Helga Ulmann (Macha Méril), skal holde en tale på en parapsykologisk kongres i Rom, men får via telepati grimme syner om sin egen død.

Jazzpianisten Marc (David Hemmings) bliver vidne til det brutale mord på mediet. Da han er ved at blive afhørt af politiet, dukker journalisten Gianni (Daria Nicolodi) op og selvom hun bliver smidt ud igen, når hun at tage et billede af Marc.

Nu ved morderen hvordan hovedvidnet ser ud, for naturligvis kan Gianni ikke lade være med at sætte billedet på forsiden af morgendagens avis.

På trods af det bliver de to venner og forsøger at løse mordgåden, som efterhånden giver flere lig i kølvandet, og bliver mere og mere bizar.

Marc er overbevist om, at han har set noget meget vigtigt, som nu er forsvundet fra hukommelsen, og dette martrer ham. Han må bare finde ud af, hvad det er, han har set og som skjuler sig i underbevidsthedens tåger.

Mordets melodi (Profondo Rosso) har alt, hvad der kræves af en giallo – på nær udpenslet sex. Der er faktisk ikke en eneste sexscene, men derimod er plottet umådeligt kompliceret.

Mordgåden er så kompliceret, at jeg, som ellers regner den ud med det samme, ikke fandt ud af det før til sidst. Det er lidt af en bedrift for en film.

Starten virker lidt rodet, men handlingen tager snart form. Og ikke nok med den mystiske mordgåde, så er Mordets melodi krydret med en dejlig form for humor og selvironi.

Selve kameraføringen er eminent. Er man ikke bekendt med giallo, kan Mordets melodi virke meget kunstig og stilistisk, men det holder og fænger.

Mordets melodi udkommer på to disc'e. Den første er directors cut på 126 minutter, mens disc 2 indeholder den internationale version på 105 minutter samt ekstramateriale i form af kommentarspor, trivia, posters osv. Jeg kan varmt anbefale at kaste sig ud i disc 1 – directors cut.

Er man til komplicerede mordgåder, er det absolut Mordets melodi, der skal sættes i afspilleren. Og hvis der er nogle som påstår, at de har regnet plottet ud i løbet af en halv time – ja, undskyld mig, så lyver de.