

Efter en vellykket indspilning til et
tv-show på "Slottet" i Sörmland holder crewet og deltagerne et lille
after-party.
Næste morgen findes
Michelle Carlsson (Josephine Bornebusch) myrdet. Hun var en af Sveriges mest sexede og populære
studieværter.
Hele "Slottet" bliver afspærret og de ti
vidner bliver holdt isolerede. Deriblandt
Anne Snapphane (Moa Gammel) - journalisten
Annika Bengtzons (Malin Crépin) halv-alkoholiserede og neurotiske
veninde.
Naturligvis bliver der masseopbud af
medier. Også Kvällspressens krimi-afdeling er tilstede med
Annika Bengtzon i spidsen.
Annika tager det
personligt, da der foruden veninden også er to kollegaer fra
Kvällspressen isolerede og under afhøring.
Da vidnerne en efter en bliver sluppet fri, på nær Anne Snapphane, der nu er
mistænkt, bliver det en besættelse for Annika at rense sin veninde for
mordmistanken.
Det er den ukronede, svenske krimi-dronning
Liza Marklunds serie om kriminalreporteren
Annika Bengtzon, der nu er blevet filmatiseret.
Nobels Testamente var den første, der kom. Nu Prime Time, dernæst kommer Hedebølge, Røde Ulv, Livstid og En plads i solen.
Prime Time fænger ikke nær så godt som Nobels Testamente. Den når aldrig at komme helt op i gear eller spænding, men trods dette er historien
god.
Det er en stor styrke i
karaktersammensætningen, at man følger dels deres arbejdsmæssige problemer og udfordringer, dels også på
hjemmefronten.
Annika Bengtzon har også sit at slås med. To små børn og en måske lidt vattet
kæreste samt en evigt brokkende
svigermor, som Annika for alt i verden forsøger at undgå. Karakterne
udvikler sig, og det holder jeg personligt meget af.
Jeg har læst de fleste Liza Marklund-krimier og ved derfor også (desværre), hvad der videre sker med disse karakterer. Men indtil videre synes jeg, at
filmatiseringen følger romanforlægene rigtig
godt.
Jeg
glæder mig i hvert fald til at se de næste Annika Bengtzon-film, og jeg tror, at serien bliver en af den slags - på linie med
Kriminalkommisær Beck-serien, Wallander,
Van Veeteren-serien og
Irene Huss-serien - som jeg aldrig bliver træt af at gense.