

Kelteren
Milo (Kit Harington) så hele sin familie blive brutalt nedslagtet af
romerne, da han var en lille dreng. Han overlevede, men blev taget til fange og ført til
Londinuium, hovedstaden i Britannien.
Men
Kelteren, som Milo kaldes, udviser et stort talent for at
slås, og nu, i år 62 er han en voksen mand med en utrolig styrke, snilde og, ikke mindst, had. Han er blevet oplært til at være
gladiator, og hans talent bringer ham til
Pompeji, hvor han skal kæmpe i arenaen.
Men på den lange vej fra
England til Italien møder han
Cassia (Emily Browning). En underskøn datter af senatoren af Pompeji, og det er
kærlighed ved første blik.
Desværre er han jo blot en slave, en simpel
barbar. Dømt til at dø i arenaen på et tidspunkt. Og hun er fra
overklassen og et jagtet bytte for diverse romerske herskere. Dømt til at blive gift med en, hun ikke elsker.
Men det skal ikke
forhindre deres kærlighed.
Mellem de drabelige træningskampe og reelle kampe ulmer
Vesuv i baggrunden. Vulkanen er så småt i udbrud, og
kaos er nært forestående ...
Pompeji er filmisk godt
håndværk. Der er intet at udsætte på special effects, men selve historien er en kende
kedelig og frygtelig forudsigelig.
Desværre.
Skuespillet er nogenlunde udholdeligt, men det er
ikke de store præstationer, skuespillerne udviser. Igen desværre.
Ingen af karakterne
brænder igennem eller sætter de dybe spor i en. Pompeji er en typisk, amerikansk
mainstream produktion, der sagtens kunne have haft endnu mere bid og
kraft.
De 100 minutter filmen varer, føltes utrolig
lange og seje at komme igennem. Filmen kunne sagtens have været kortet ned, eller instruktøren og manuskriptforfatteren kunne have
udfyldt de 100 minutter langt bedre.
Jeg blev desværre en anelse
skuffet over Pompeji, men det er da en film, man sagtens kan hygge sig med en regnfuld dag. Den er helt stueren og alt for pæn, og går hurtigt ud i
glemslens mørke.