Kelteren Milo (Kit Harington) så hele sin familie blive brutalt nedslagtet af romerne, da han var en lille dreng. Han overlevede, men blev taget til fange og ført til Londinuium, hovedstaden i Britannien.

Men Kelteren, som Milo kaldes, udviser et stort talent for at slås, og nu, i år 62 er han en voksen mand med en utrolig styrke, snilde og, ikke mindst, had. Han er blevet oplært til at være gladiator, og hans talent bringer ham til Pompeji, hvor han skal kæmpe i arenaen.

Men på den lange vej fra England til Italien møder han Cassia (Emily Browning). En underskøn datter af senatoren af Pompeji, og det er kærlighed ved første blik.

Desværre er han jo blot en slave, en simpel barbar. Dømt til at dø i arenaen på et tidspunkt. Og hun er fra overklassen og et jagtet bytte for diverse romerske herskere. Dømt til at blive gift med en, hun ikke elsker.

Men det skal ikke forhindre deres kærlighed.

Mellem de drabelige træningskampe og reelle kampe ulmer Vesuv i baggrunden. Vulkanen er så småt i udbrud, og kaos er nært forestående ...

Pompeji er filmisk godt håndværk. Der er intet at udsætte på special effects, men selve historien er en kende kedelig og frygtelig forudsigelig. Desværre.

Skuespillet er nogenlunde udholdeligt, men det er ikke de store præstationer, skuespillerne udviser. Igen desværre.

Ingen af karakterne brænder igennem eller sætter de dybe spor i en. Pompeji er en typisk, amerikansk mainstream produktion, der sagtens kunne have haft endnu mere bid og kraft.

De 100 minutter filmen varer, føltes utrolig lange og seje at komme igennem. Filmen kunne sagtens have været kortet ned, eller instruktøren og manuskriptforfatteren kunne have udfyldt de 100 minutter langt bedre.

Jeg blev desværre en anelse skuffet over Pompeji, men det er da en film, man sagtens kan hygge sig med en regnfuld dag. Den er helt stueren og alt for pæn, og går hurtigt ud i glemslens mørke.