

En af politiets specialenheder under ledelse af
Smirnov (Andrey Merzlikin) er på sporet af en gruppe hårdkogte forbrydere. Men deres aktion ender som en
katastrofe med både betjente og uskyldige som ofre.
Et tv-hold filmer begivenhederne, og snart efter er det russiske politi
til grin verden over. Derfor beslutter politiets ledelse, foranlediget af deres PR-chef
Katya (Mariya Mashkova), at sætte alle kræfter ind på at fange forbryderne og samtidig skabe
fornyet respekt om politiet.
Jagten på forbryderne skal således gøres til et
reality show, hvor befolkningen og verdenspressen kan følge med i politiets indsats på
tætteste hold. Smirnov og hans team bliver skubbet i baggrunden, men helt slippe sagen kan betjenten dog ikke.
Den storstillede aktion mod forbryderne ender da også som en
ny katastrofe, hvor det lykkes for forbryderne at forskanse sig i et højhus med
gidsler. Så Smirnov og hans team træder atter ind på scenen ...
Der er andre end amerikanerne, der kan kaste sig over
remakes af film. For remake er netop hvad
Politistyrke X7 (Goryachie novosti) er.
Det er således en tilpasning og fortolkning af Hong Kong actionfilmen
Breaking News. Og det er den svenske instruktør,
Anders Banke, sluppet aldeles hæderligt fra.
Politistyrke X7 er nemlig en actionfilm med stort A, hvor det fyger med
krudt og kugler gennem store dele af de 105 minutter, handlingen udspiller sig over. Historien er også tilpasset fint til de russiske omgivelser, så den virker naturlig og troværdig.
Udmærket skuespil er også med til at gøre
Politistyrke X7 ganske seværdig. Så er man til
hårdkogt action, hvor der brændes ammunition i store mængder af, så går man ikke helt galt i byen her.
Til gengæld skal man så heller ikke forvente en fortælling, man kan fordybe sig i eller fortolke i uendeligheder. Ligeledes bliver personerne skildret temmelig overfladisk. Det er kort og godt
action uden dikkedarer!