Franck Neuheart (Guillaume Canet) er gendarm i Oise, Frankrig. Han er en dygtig, hårdtarbejdende og vellidt mand blandt sine kollegaer. Han hører endda til i toppen af de bedste af de bedste gendarmer.

I vinteren 1978 er Oise plaget af en seriemorder, der nærmest er usynlig. Alle ressourcer bliver sat ind, både politiet og gendarmeriet, for at fange morderen.

Deriblandt Franck og hans korps. Men seriemorderen er svær at fange. Der er egentlig kun en, der ved, hvem det er. Nemlig Franck Neuhart selv ...

Politimandens blodige hemmelighed (La prochaine fois je viserai le Coeur) er bygget over virkelige begivenheder, og det kunne have været en spændende historie. Desværre er den meget langtrukken og går tit i tomgang.

Man har svært ved at komme ind under huden på persongalleriet. Sidehistorien med Francks romance og kærlighed til sin hushjælp kunne have været mere realistisk og nærværende, men den fader bare ud og stiller flere spørgsmål end den giver svar og mening.

Jeg sad og ønskede at få mere at vide om denne gendarm, der åbenbart lever i sin egen mærkværdige virkelighed. Men der kommer ingen forløsning.

Politimandens blodige hemmelighed kunne sagtens være skåret ned i tid. Eller instruktøren, Cédric Anger, kunne have brugt de 111 minutter til at skildre karakterne meget bedre og mere virkelige.

Men historien er bestemt ikke dårlig, slet ikke. Den havde bare svært ved at fænge mig. Måske også fordi jeg ikke helt forstod opdelingen af politi og gendarmeri, der mere eller mindre konkurrerer med hinanden. Og jeg havde også svært ved at sætte mig ind i karakterernes handlingsmønstre.

Men set bort fra dette, er Politimandens blodige hemmelighed absolut værd at se. Det er en god historie, men den ryger også hurtigt ud fra nethinderne igen.