Leach (William Finley) er en naiv og ukendt komponist, der er i gang med at skabe den perfekte rockopera. En komposition baseret på den klassiske fortælling om Faust, der sælger sin sjæl til djævelen.

Swan (Paul Williams), der ejer pladeselskabet Death Records, stjæler imidlertid værkets hovednummer samt Leachs pige, Phoenix (Jessica Harper). Samtidig får han Leach anbragt i et frygteligt fængsel.

Leach kommer dog ud og forsøger nu at skaffe sig sit værk tilbage. Men Swan vil det dog anderledes og Leach ender i en pladepresse, så hans ansigt bliver frygteligt vansiret. Et monster, Phantom, er nu skabt.

Iført en maske, der skjuler det vansirede ansigt, drager Leach nu hærgende gennem Swans nyopførte rockpalads, Paradise. Swan får dog fat i Leach og får ham overtalt til at færdiggøre sin Faust-komposition, som rockpaladset skal åbne med. Bl.a. ved at love, at Phoenix skal synge hovedpartiet. Det viser sig dog, at man ikke skal stole på aftaler med Swan, der allerede selv har solgt sin sjæl til djævelen.

Der er nok ingen tvivl om, at instruktøren Brian de Palma har ment Phantom of the Paradise som et seriøst værk. Men den er ufrivilligt morsom og dermed underholdende på samme måde som publikumsmagneten Rocky Horror Picture Show fra samme tidsperiode.

Det har da også gjort Phantom of the Paradise til en kultfilm. Faktisk i så stor en grad, at en biograf i Paris havde den på plakaten i 15 år i træk!

Etafde absolut bærende elementer i filmen er selvfølgelig musikken, der i øvrigt er instrueret af Paul Williams, som jo spiller en af hovedrollerne. Smag kan altid diskuteres, men jeg er vel tilpas gammel til at blive hensat i en herlig nostalgisk stemning, når jeg hører den. Derfor ender musikken med at trække gevaldigt op i den samlede vurdering af en ellers lidt over middelmådig film.