Hvis I følger med på disse sider med anmeldelser, ved I allerede, at jeg er stor Peter Plys fan. Jeg elsker hans univers og hans politiske korrekthed, så derfor var det mig en stor glæde at se, at denne Peter Plys ikke omhandlede så meget Plysdyret men derimod Kingubarnet.

De kære tøjdyr i 100-meter-skoven vågner en skønne dag op til en frygtelig lyd - en højtråbende trompeteren, og det kan kun betyde én ting ifølge Ninkus - nemlig de skrækkelige HAFFERLAFFER.

Vennerne aftaler, at de efterfølgende skal på hafferlaf-jagt, men desværre for lille Kingubarn, synes de, at han er alt alt for ung til at deltage. De drager af sted, og Kingubarnet beslutter sig for at lave sin egen "ekspotion".

Selvfølgelig finder Kingu haffelaffen og så kan man jo selv tænke sig til resten.

I bund og grund handler denne lille dejlige korte børnefilm om, at man ikke skal skue - så at sige - kænguruen på elefanthårene, men derimod tage imod venskaber, selvom modparten ikke just er på samme bølgelængde eller at de ligner hinanden af udseende.

Alle mine lånebørn var inde at se denne film i biografen, og de var ellevilde. De lærte netop dét, der var budskabet. Lad være med at være bange for nye venner og nye indtryk - de kan altid bibringe nye inputs.

Så nu uden at lyde for moraliserende, så synes jeg, at forældre skal sætte sig ned sammen med deres poder og nyde Peter Plys og Hafferlaffen. Man kan altid få en god samtale i gang om venskaber, frygt for det ukendte og kærlighed.

Ekstramaterialet byder pædagogiske spil, men børn er efterhånden så vant til Game Boy og des lignende, at det de indlagte spil næppe kan fange dem.