"Dette er dagen, hvor jeg dør!”. Med disse ord starter Officer Down, en thriller om en hårdkogt politibetjent, der lever på kanten af loven.

Men hvad får betjent Callahan (Stephen Dorff) til at ytre en så mørk og afsluttende kommentar? Dette spørgsmål behandles som et mysterium, der langsomt åbner sig i takt med at vi igennem et virvar af flashbacks og dramatiske scener lærer mere om Callahans liv.

Selvom Callahan ikke har det bedste ry i politistyrken, har han ved filmens start fået en heltestatus som følge af en ulykke, hvor han næsten mistede sit liv.

Denne ulykke har fået ham til at genevaluere sit liv og sin familie, for har han nu behandlet dem så godt som de fortjener? Eller har han i virkeligheden forsømt sin nu 12-årige datter?

Officer Down er mange ting. Den balancerer elementer af et retrospektivt karakterdrama med spænding, mens der kraftigt flirtes med krimigenren. Det er dog mystikken, der er kernen.

Der er hele tiden nye spørgsmål, der skal besvares. Og vores syn på Callahan ændrer sig løbende i takt med, at vi lærer mere om hans fortid og realiteterne bag hans ulykke.

Filmen er som følge af dette, desværre en smule rodet. Det kan være svært at overskue de mange tidslinjer og der går cirka en time, før det bliver klart, hvor filmen vil hen.

De stærkeste elementer er de retrospektive øjeblikke, som desværre skubbes i baggrunden til fordel for et lettere forkludret mysterium, der i sidste ende får en til at sidde tilovers med en mindre følelse af: ”Var det alt?”.

Måden, filmen er instrueret på, genspejler lidt dele af de forvirrende elementer i handlingen. Der skiftes mellem mange forskellige stilarter, hvor det mest markante nok er de øjeblikke, hvor filmen henter en del inspiration fra film som Sin City.

Filmens flashbacks er sort/hvide, hvor rød er den eneste farve, mens andre øjeblikke er tungt belyste og enkelte indstillinger er meget stilistiske.

Men i andre øjeblikke ligner filmen en tv-film. Det er svært at finde en sammenhæng i stilskiftene og det er med til at gøre selve oplevelsen en smule rodet. Det er dog en velspillet film, der byder på en del gensyn med skuespillere, man sjældent ser i andet end mindre biroller.

Stephen Lang, James Woods, Stephen Dorff og ham der fra tv-serien Angel (hvis man er barn af halvfemserne) gør alle en god indsats. Og det er et rart gensyn, da særligt Stephen Lang og James Woods har en hel del karisma, som næsten altid kan bære dem igennem enhver rolle.

Det er ikke den bedste politifilm derude, men til folk der elsker genren og har trang til et nogenlunde, omendt forvirrende, mysterium, kan Officer Down anbefales. Den er seværdig, men det er ikke en film, der vil blive husket langt ude i fremtiden.