

"Dette er dagen, hvor jeg dør!”. Med disse ord starter
Officer Down, en thriller om en hårdkogt politibetjent, der lever på kanten af loven.
Men hvad får betjent
Callahan (Stephen Dorff) til at ytre en så mørk og afsluttende kommentar? Dette spørgsmål behandles som et
mysterium, der langsomt åbner sig i takt med at vi igennem et virvar af flashbacks og dramatiske scener lærer mere om Callahans
liv.
Selvom Callahan ikke har det bedste ry i
politistyrken, har han ved filmens start fået en
heltestatus som følge af en ulykke, hvor han næsten mistede sit liv.
Denne
ulykke har fået ham til at genevaluere sit liv og sin
familie, for har han nu behandlet dem så godt som de fortjener? Eller har han i virkeligheden forsømt sin nu 12-årige
datter?
Officer Down er mange ting. Den balancerer elementer af et retrospektivt
karakterdrama med spænding, mens der kraftigt flirtes med
krimigenren. Det er dog mystikken, der er kernen.
Der er hele tiden nye
spørgsmål, der skal besvares. Og vores syn på Callahan ændrer sig løbende i takt med, at vi lærer mere om hans
fortid og realiteterne bag hans ulykke.
Filmen er som følge af dette, desværre en smule
rodet. Det kan være svært at overskue de mange
tidslinjer og der går cirka en time, før det bliver klart, hvor filmen vil hen.
De stærkeste elementer er de retrospektive
øjeblikke, som desværre skubbes i baggrunden til fordel for et lettere forkludret
mysterium, der i sidste ende får en til at sidde tilovers med en mindre følelse af: ”Var det alt?”.
Måden, filmen er instrueret på, genspejler lidt dele af de
forvirrende elementer i handlingen. Der skiftes mellem mange forskellige stilarter, hvor det mest markante nok er de øjeblikke, hvor filmen henter en del inspiration fra film som
Sin City.
Filmens
flashbacks er sort/hvide, hvor rød er den eneste farve, mens andre øjeblikke er tungt
belyste og enkelte indstillinger er meget
stilistiske.
Men i andre øjeblikke ligner filmen en tv-film. Det er svært at finde en
sammenhæng i stilskiftene og det er med til at gøre selve oplevelsen en smule rodet. Det er dog en
velspillet film, der byder på en del gensyn med skuespillere, man sjældent ser i andet end mindre biroller.
Stephen Lang, James Woods,
Stephen Dorff og ham der fra tv-serien Angel (hvis man er barn af halvfemserne) gør alle en god
indsats. Og det er et rart gensyn, da særligt Stephen Lang og
James Woods har en hel del
karisma, som næsten altid kan bære dem igennem enhver rolle.
Det er ikke den bedste
politifilm derude, men til folk der elsker genren og har trang til et nogenlunde, omendt forvirrende, mysterium, kan
Officer Down anbefales. Den er
seværdig, men det er ikke en film, der vil blive husket langt ude i fremtiden.