Joe (Charlotte Gainsbourg) er blevet gennemtævet og efterladt blødende i en mørk og belortet gyde. Hun bliver fundet af en ældre mand, Seligman (Stellan Skarsgård), der tager sig af hende. Giver Joe husly og pleje.

Joe fortæller sin livshistorie. I en form for kapitler.

Om et liv som nymfoman. Om et liv styret af seksuelle drifter og behov. Med hundredvis af forskellige partnere lige siden teenageårene.

Mellem kapitlerne beretter Seligman til gengæld om sine interesser. Fluefiskeri, Fibonacci-tal og orgelmusik. Emner, der på den ene eller anden måde fletter ind i Joes fortælling.

Joe beskriver hele sit liv. Sin opvækst og teenageårene, hvor de første seksuelle erfaringer bliver gjort. Sit første job, der også er et genmøde med sin første seksuelle partner og senere far til hendes barn.

Joe fortæller uden omsvøb om sine talrige seksuelle partnere. Sine eksperimenter med forskellige seksuelle fantasier og ismer. Om et liv på kanten og til sidst kriminalitet. Glæder og sorger. Intet bliver udeladt - eller overladt til fantasien ...

Man kan mene, hvad man vil, om von Triers film. Men ligegyldige eller uvedkommende er de bestemt ikke. Ligeledes er han ikke bange for at prøve grænser af, såvel egne som publikums.

Derfor kan von Triers film ofte virke provokerende. Nymphomaniac er bestemt ingen undtagelse. Hverken med emnet, der berøres, eller fortælleformen.

Jeg er ikke i tvivl om, at den danske instruktør har ønsket at forarge lige så meget som at fortælle en historie. Men forargelsen kan, når alt kommer til alt, ligge på et meget lille sted.

For selv om der er masser af nøgen hud, kønsdele og alskens former for sex i Nymphomaniacpirre lysterne, så er effekten her nærmest den modsatte.

Nymphomaniac er en lang film. Meget lang. Selv den forkortede udgave, vi fik fornøjelsen af at stifte bekendtskab med, folder sig ud over to dvd-skiver med en samlet spilletid, der blot er en snert fra de fire timer.

Men trods den noget overvældende længde, bliver Nymphomaniac egentlig aldrig kedelig eller langtrukken. Tværtimod bliver man nærmest fascineret af den, i bund og grund, tragiske historie, der udgør hovedpersonens liv på godt og ondt.

Skuespillet er rigtig godt. Hele vejen rundt. Men det burde næsten også være at forvente, når man ser rollelisten, der blandt mange andre tæller navne som Uma Thurman, Willem Dafoe og Nicolas Bro.

Selv om rollelisten således nærmest svømmer over med prominente navne, er flertallet blot henvist til mindre biroller. I hovedrollerne som Joe og Seligman ses Charlotte Gainbourg og Stellan Skarsgård, der er gamle kendinge i von Trier-sammenhæng.

Dog spilles den yngre Joe af Stacy Martin, der, for at blive i tråd med filmen, må betegnes som en jomfru i filmsammenhænge. Trods sin manglende erfaring, gør den unge skuespillerinde det alligevel aldeles fremragende, og går uden tvivl en lovende karriere i møde.

De mere tekniske detaljer, lyd og billede, i Nymphomaniac, er der bestemt heller intet at udsætte på. Det er som med de mange seneste von Trier-produktioner mere kunst end håndværk. Ikke mindst på billedsiden.

Selv om von Trier maler et billede af en tragisk skæbne, der er styret af sine lyster og begær, er filmen bestemt ikke uden humor undervejs. Eller bidende ironi.

Nymphomaniac er ikke en mainstream-film. Det er von Triers film sjældent.

Men den er bestemt værd at stifte bekendtskab med. For det er en hamrende flot og tankevækkende film, der ikke kun sætter gang i tankerne, men også i den grad tryllebinder og underholder.