
Joe (Charlotte Gainsbourg) er blevet gennemtævet og efterladt blødende i en mørk og belortet gyde. Hun bliver fundet af en ældre mand,
Seligman (Stellan Skarsgård), der tager sig af hende. Giver Joe husly og pleje.
Joe fortæller sin
livshistorie. I en form for kapitler.
Om et liv som
nymfoman. Om et liv styret af seksuelle
drifter og behov. Med hundredvis af forskellige partnere lige siden teenageårene.
Mellem kapitlerne beretter Seligman til gengæld om sine interesser. Fluefiskeri,
Fibonacci-tal og orgelmusik. Emner, der på den ene eller anden måde
fletter ind i Joes fortælling.
Joe beskriver hele sit liv. Sin opvækst og teenageårene, hvor de første
seksuelle erfaringer bliver gjort. Sit første job, der også er et
genmøde med sin første seksuelle partner og senere far til hendes barn.
Joe fortæller uden omsvøb om sine
talrige seksuelle partnere. Sine eksperimenter med forskellige seksuelle
fantasier og ismer. Om et liv på kanten og til sidst kriminalitet. Glæder og sorger. Intet bliver udeladt - eller overladt til fantasien ...
Man kan mene, hvad man vil, om von Triers film. Men ligegyldige eller uvedkommende er de bestemt
ikke. Ligeledes er han ikke bange for at
prøve grænser af, såvel egne som publikums.
Derfor kan von Triers film ofte virke provokerende.
Nymphomaniac er bestemt ingen undtagelse. Hverken med emnet, der berøres, eller
fortælleformen.
Jeg er ikke i tvivl om, at den danske instruktør har ønsket at
forarge lige så meget som at fortælle en historie. Men forargelsen kan, når alt kommer til alt, ligge på et meget
lille sted.
For selv om der er masser af nøgen hud,
kønsdele og alskens former for sex i
Nymphomaniacpirre lysterne, så er effekten her nærmest den modsatte.
Nymphomaniac er en lang film. Meget lang. Selv den forkortede udgave, vi fik fornøjelsen af at stifte bekendtskab med, folder sig ud over
to dvd-skiver med en samlet spilletid, der blot er en snert fra de
fire timer.
Men trods den noget overvældende længde, bliver
Nymphomaniac egentlig aldrig kedelig eller langtrukken. Tværtimod bliver man nærmest
fascineret af den, i bund og grund,
tragiske historie, der udgør hovedpersonens liv på godt og ondt.
Skuespillet er rigtig godt. Hele vejen rundt. Men det burde næsten også være at forvente, når man ser
rollelisten, der blandt mange andre tæller navne som Uma Thurman,
Willem Dafoe og Nicolas Bro.
Selv om rollelisten således nærmest svømmer over med prominente navne, er flertallet blot henvist til
mindre biroller. I hovedrollerne som Joe og Seligman ses
Charlotte Gainbourg og
Stellan Skarsgård, der er gamle kendinge i von Trier-sammenhæng.
Dog spilles den yngre Joe af
Stacy Martin, der, for at blive i tråd med filmen, må betegnes som en
jomfru i filmsammenhænge. Trods sin manglende erfaring, gør den unge skuespillerinde det alligevel
aldeles fremragende, og går uden tvivl en lovende karriere i møde.
De mere tekniske detaljer, lyd og billede, i
Nymphomaniac, er der bestemt heller intet at udsætte på. Det er som med de mange seneste von Trier-produktioner
mere kunst end håndværk. Ikke mindst på billedsiden.
Selv om von Trier maler et billede af en
tragisk skæbne, der er styret af sine lyster og begær, er filmen bestemt
ikke uden humor undervejs. Eller bidende ironi.
Nymphomaniac er ikke en mainstream-film. Det er von Triers film sjældent.
Men den er bestemt værd at stifte bekendtskab med. For det er en hamrende flot og
tankevækkende film, der ikke kun sætter gang i tankerne, men også i den grad
tryllebinder og underholder.