Nu går den vilde bryllupsrejse, eller You May Not Kiss he Bride, som den så vittigt hedder i hjemlandet, er ikke en sjov film.

Filmen har angiveligt befundet sig i et udgivelseslimbo siden 2009, hvor producenten siden da har forsøgt at få distribueret filmen på enten dvd eller i biografer.

Dette lykkedes først i 2012, da producenten startede sit eget udgivelsesselskab og derved tog sagen i egen hånd, hvilket måske kan virke en smule bekymrende.

Men du skal ikke fortvivle. Rob Schneider er med på rollelisten. Så det skal nok gå godt alt sammen ...

Nu går den vilde bryllupsrejse starter med en klassisk montage af en storby sat til et tv-shop soundtrack i, hvad der må antages at være et forsøg på at mime de velkendte åbninger fra alskens 80'er og 90'er film.

Det er her, man så småt begynder at blive bekymret, og hvis ikke her, så ved de dansende hunde. Åh gud, de dansende hunde …

Kort efter introen, introduceres vi til kæledyrs-fotografen Bryan (Dave Annable), hvis assistent på yderst ukomisk vis prøver at få kæledyrene til at smile ved hjælp af erotisk dans og munter popmusik.

Der går heller ikke længe før Bryans assistent får ham i suppedasen, da et par hunde angriber en kroatisk mafiosos kones kat. Snart skal Bryan betale prisen.

Han skal nemlig gifte sig midlertidigt med mafiosoens datter i et forsøg på at skaffe hende amerikansk statsborgerskab. Hvis Bryan har fysisk kontakt med datteren, falder hammeren, så selvfølgelig skal de på intim bryllupsrejse. Arrangeret af faderen.

Det er sjældent, man ser en film, der har så dårlig situationsfornemmelse og manglende sans for timing som Nu går den vilde bryllupsrejse.

Man sidder og krummer tæer på skuespillernes vegne over de fleste jokes og deres flade levering. Jeg tror, det eneste, der fik mig til at trække på smilebåndet, var en forveksling af ordene Croatian og Crustacean, hvilket måske vidner om hvor lavt filmen sætter sin barre for acceptable vittigheder.

Det er problematisk, når filmens stærkeste/eneste kvaliteter består i genbruget af områder og kameravinkler kendt fra tv-serien Lost. Har man set Lost til ende, vil man nikke genkendende til filmens afsluttende nævekampe og flugtscener, hvilket virker som en lille påmindelse om, hvad man kunne have brugt sin tid på i stedet for at sidde og se dette fejlede forsøg på en romantisk komedie.