Året er 1977 og de to brødre Brian (Nick Thurston) og Danny Leary (Geoffrey Wigdor) har det ikke let. De er opvokset i Brooklyn, og Stephen Lang spiller deres fordrukne og voldelige havnearbejder af en far.

New York Crime Story er et sentimentalt drama om det at vokse op i et arbejdersamfund, hvor succes opgøres i, om man har et job med sygesikring eller ej. Er man opvokset i det irske kvarter i Brooklyn, så har man ikke ambitioner. Man skal have et sikkert arbejde, der kan give sygesikring og regelmæssig løn.

Drengenes egne ambitioner og passioner er underordnede, for dem kan de jo ikke tjene penge på. Her er man stolt, hvis man kan få et job som skraldemand, ligesom ens far.

Brian er dog ikke som de andre drenge, ej heller som sin bror. Han har evner som kunstmaler, men skjuler sine værker i kælderen. For hans opvækst fortæller ham, at hans talent er ubrugeligt, hvis man skal begå sig i verden.

Men måske er den sociale arv til for at blive brudt?

Brian aner en mulighed for at komme på højskole i Philadelphia, mens Danny er overbevist om, at penge vil kunne redde dem begge. Så da han planlægger et røveri til en lokal Rolling Stones koncert i Brooklyn, får han Brian involveret.

Alle klicheerne tages i brug: Ubehagelige, irske bookmakere; drømmene om at forlade hjembyen; fordrukne havnearbejdere og dysfunktionelle familier.

New York Crime Story (White Irish Drinkers) er ikke nogen nyskabende film. Den indeholder alt, hvad man ville kunne forvente fra en film om livet som fattig i Brooklyn.

Men selvom den måske ikke rummer de store overraskelser, så fungerer filmen alligevel. Klicheerne anvendes fornuftigt, og filmens karakterer er nemme at holde af, mens det forbliver rørende og medrivende uden at forfalde til overdreven pladder sentimentalitet.

New York Crime Story er måske lettere forudsigelig, men den er samtidig godt håndværk. Den rummer også enkelte overraskelser undervejs, hvilket resulterer i en ganske underholdende film.

Instruktør Paul Gray får taget hånd om velkendte klicheer og en afprøvet formular. Han får det hele sammensat på en måde, der får det hele til at føles friskt, så man af og til overraskes over selv de mest forudsigelige udviklinger i handlingsforløbet.

Ydermere leverer skuespillerne fine præstationer og filmen fanger 70'ernes atmosfære. Alle enkeltdele, der får helheden til at stå stærkere.