
Thomas Leonard Pierson (Nick Nolte) var en kendt børnebogsforfatter, der stod bag eventyrbogen
Neverwas, om en ganske almindelig dreng
Zachery Small, som dog ikke var så almindelig.
Men T.L. Pierson var
maniodepressiv og kunne kun eksistere gennem sine drømme. Den dag hans drømme ophørte, valgte han at tage sit eget liv.
Nu, 25 år senere kommer, hans søn
Zachery (Aaron Eckhart) tilbage til det psykiatriske hospital,
Millwood, hvor faderen i perioder var indlagt. Zach er i mellemtiden blevet en højt uddannet psykiater og han får arbejde på Millwood for selv at begrave sine indre dæmoner.
På Millwood møder Zach den ældre
Gabriel Finch (Ian McKellen), der er røget ind og ud af behandlingssystemet i de sidste 40 år og aldrig nogensinde talt med en psykiater. Indtil Zach får åbnet op for ham. Eller omvendt.
Mere må der ikke røbes af
Neverwas. Det ville være synd og skam.
Jeg blev en kende forvirret, første gang jeg så Neverwas. Filmen er annonceret som eventyr, og så forventer jeg trolde og andre eventyrlige figurer. Jeg vil hellere kalde Neverwas for et
eventyrligt psykologisk drama med masser af undertoner og underfundigheder.
Samtlige skuespillere yder
toppræstationer. Man tror på hver af deres virkeligheder, og der er meget smerte og dybde i hver især. Men ... Neverwas er ikke et tudedrama. Historien er
livsbekræftende og dejlig.
Jeg har allerede set Neverwas et utal af gange, og den er kommet på listen over mine
yndlingsfilm. Historien er gribende, rørende og ganske eventyrlig.
Det er instruktørens
Joshua Michael Sterns debut som instruktør og hvilken debut. Han har så også lige samlet et hold af stjerneskuespillere, som blandt andre tæller Ian McKellen, Aaron Eckhart, Brittany Murphy, Jessica Lange, William Hurt og Nick Nolte. Jeg glæder mig meget til at se mere fra hans hånd.
Neverwas er et fantastisk moderne drama, der på sikker vis får blandet fortid, nutid, fiktion, fantasi og virkelighed sammen til en utrolig helstøbt gryderet. Velbekomme – jeg kan varmt og inderligt anbefale
Neverwas.