Jake (Sean Faris) er en vred ung mand. Hans lillebror Charlie har fået et tennisstipendium i Orlando, og familien må således flytte fra Iowa. Det er såmænd ikke dette, Jake er så vred over. Han er plaget af skyldfølelse over sin fars død.

I Orlando starter han på skolen, hvor de fleste unge har rige familier, fede dyre biler og holder store fester. Og nå ja, så er der slåskampe, organiseret af karateeksperten Ryan (Cam Gigandet).

Jake bliver gode venner med den lidt kiksede Max (Evan Peters), der selv går meget op i kampsport, men ejer ikke talentet. En dag bliver Jake inviteret med til fest af den underskønne Baja (Amber Heard), og han møder op. Kun for at konstatere, at han er blevet lokket i en fælde.

Jake oplever den totale ydmygelse og en god gang gennemtævning. Ansporet af Max begynder han at træne kampsporten Muay Thai hos Jean Roque (Djimon Hounson). I starten tænker Jake kun på hævn, men langsomt vendes hans vrede til forståelse og indsigt.

Men der venter stadig den ultimative kamp – Beatdown Turneringen, og den er ikke for tøsedrenge ...

Har man set Karatekid-filmene, så ved man, hvad man har at vente. Og hvis man så også har set Fight Club, kender man helt konceptet.

Men ... det er nogle umanerligt gode og velkoreograferede kampscener, der lægges for dagen i Never Back Down (Get Some), hvilket den også vandt prisen for på MTV Movie Awards. Især slutkampen er helt forrygende.

Historien er som sådan ganske god, men det er bare set så mange gange før. Der er intet nyt i plottet, og det er lidt synd.

Never Back Down er en typisk kampsportfilm, men absolut underholdende. Det er en af den slags film, som virkelig er geniale, når man ligger brak på sofaen med tømmermænd og dårlig ånde. Her skal ikke tænkes, man bliver bare underholdt.

Så sæt Never Back Down i afspilleren, når der bare skal slappes af med nogle forrygende slåskampe, lidt kærlighed og lidt socialproblematik.