Dette er historien og dramaet om Napoleon Bonaparte, som under den franske revolution i 1794 får gang i sin karriere som general, og han viser sin dygtighed og snarrådighed ved at knuse italienerne.

< Dernæst er det den østrigske og russiske hær, der står for tur. Indimellem er der også tid til et statskup, hvor han udnævner sig selv til første konsul, og har derved magten.

Det er historien om en mands storhed og siden hen fald, samt bagsiden af medaljen. Desuden er det også historien om Napoleons private liv, om hans kærlighed til Josephine, om hans forhold til sin mor og søskende, og hans private glæder og sorger.

Det er et historisk drama, der siger spar to. Så er det slået fast. Alt går op i en højere enhed, billede og lyd, de fantastiske kampscener, skuespillernes præstationer og kameraføringen. Det er mægtigt, det er flot og forrygende. Så vidt jeg har kunnet bedømme, er der heller ikke taget de store kunstneriske friheder med hensyn til det historiske. Jeg fandt da ud, at jeg må have småblundet lidt i historietimerne, da vi var nået til Frankrig, men nu er jeg blevet opdateret.

Napoleon spilles af Christian Clavier, og han er som hoppet ud af et af Napoleons portrætter på Louvre. Christian Clavier er simpelthen denne lille opblæste mand med halvmåneformet hat, store visioner og ambitioner samt glimt i øjet. Det må være Napoleon - genfødt som Christian Clavier.

Hans elskede Josephine spilles af Isabella Rossellini, der giver sin rolle en god og overbevisende karakter som enken med de mange elskere og tilbedere, men hvis hjerte trods alt banker for Napoleon.

Seks timer lyder af meget, men historien fænger fra start til slut, og man kan jo godt tage nogle pauser indimellem. Men ellers er det oplagt at se den ud i et hug, man bliver bestemt ikke skuffet. Det er et historisk mesterværk, som fortjener et gensyn en grå og trist vinterdag.