
Linda (Olga Fedori) gør rent i Heatrow Lufthavn og kommer i snak med kollegaen
Birdie (Ainsley Howard) og dennes lettere retarderede bror,
Elbie (Toby Alexander).
Da Linda misser den sidste
bus hjem en sen aften, tilbyder Birdie, at hun kan gå med dem hjem og overnatte. Det er slet ikke til ulejlighed, da Birdie og Elbies adoptivforældre elsker
gæster.
Linda tager imod tilbuddet. Der er ligesom heller ikke rigtig noget alternativ. Men hun finder meget hurtigt ud af, at hun er kommet til en
familie direkte fra helvedet.
Mum (Dido Miles) og
Dad (Perry Benson) er to helt specielle mennesker, der ynder
tortur og
sadisme - rettet mod deres "børn". Linda bliver indlemmet i familien som den nye datter og hun skal lære
disciplin og underkastelse.
Linda kan nu enten give op og blive en del af denne
psykopatiske familie, eller hun kan forsøge at mobilisere sine sidste sparsomme kræfter og komme væk ...
Mum & Dad er en meget ubehagelig film - både fysisk og ikke mindst psykisk. Det, der gør den ubehagelig, er, at Mum og Dad udadtil virker som nogle hyggelige mennesker, sådan rigtig hr. og fru
Fish & Chips.
De ser ganske
almindelige ud, opfører sig pænt og ordentligt udenfor huset og på en eller anden sær måde elsker de skam også deres to adoptivbørn, Elbie og Birdie, og nu også Linda. De er en rigtig lille
kernefamilie med de rette værdier.
Der er naturligvis også lidt
humor tilsat. Men det er så gennemført, at humoren egentlig bliver endnu mere
skræmmende og
grotesk.
De fem hovedrolleindehavere, Olga Fedori, Perry Benson, Dido Miles, Ainsley Howard og Toby Alexander yder
toppræstationer i hver deres rolle. De virker troværdige og naturlige.
Dialogerne er fine. Og almindelig hverdagssnak rundt om middagsbordet, mens Elbie pakker ligstumper væk, virker ganske naturligt og fredsommeligt.
Jeg glæder mig meget til at se mere fra instruktøren
Steven Shiels hånd.
Mum & Dad kan han i hvert fald godt være tilfreds med. Det er rendyrket
ondskab og rigtig godt udført.
Hvis man har hang til film om
dysfunktionelle familier, er
Mum & Dad et must. Ens egen familie kommer til at fremstå som de rene engle ved siden af, og måske kommer man til at holde lidt mere af dem, efter at have set
Mum & Dad.