Instruktøren Dusan Makavejev har ikke meget til overs for den svenske levestil.

Han afskyr måden de rige vesterlændinge lever deres liv. Dette afspejles gennem hans film, hvor sigøjnerens frie liv hyldes.

Dette kommer særligt til udtryk i Montenegro. En film hvor Makavejev vender et satirisk og kritisk blik mod den kedelige, svenske kernefamilie.

Marilyn (Susan Anspach) er en gift kvinde, men hun lever i et faldefærdigt ægteskab og hendes psykiske helbred står i forfald. Hun prøver at gøre sin hverdag mere interessant ved at forpeste sin familie.

Hun æder deres aftensmad, sætter ild til sengen og forsøger at forgifte deres hund. Da hun en dag vælger at tage med sin mand på en forretningsrejse, bliver hun grundet trivialiteter tilbageholdt i lufthavnen, hvor hun møder en samling sigøjnere.

Hun vælger at rejse med sigøjnerne. Det bliver starten på Marilyns tur ned i kaninens hul.

Filmen skal angiveligt fremstå som en surrealistisk og eksotisk rejse gennem et hvidløgslugtende eventyrland fyldt med sigøjnere, eksotiske dansere og vold. Men alligevel virker hele affæren relativt ordinær og jordbunden.

Grundet den realistiske og grå måde sigøjnernes verden fremstilles, bliver det svært at se, hvorfor Marilyn tiltrækkes af deres levemåde.

Filmen virker tilbageholdende, hvor den burde være sprudlende og overraskende. Og det kedelige forstadsliv virker næsten mere vanvittigt end sigøjnernes fantasiverden.

Hjemme ved Marilyns familie i Stockholm møder vi en psykotisk psykolog og en bedstefar, der tror han er Buffalo Bill og som dagligt får ældre kvinder til audition som hans kommende kone.

Marilyns mand er en ordinær herre, måske ligefrem kedelig, hvilket også kunne være årsagen til at deres sexliv så småt er ved at smuldre.

Det er naturligvis også årsagen til at Marilyn tiltrækkes af det eksotiske og uforudsigelige liv hos sigøjnerne. Men det ville være rart, hvis dette aspekt af filmen var mere gennemført, mere fantastisk og mere ... interessant.

Når Marilyn trasker rundt i eventyrland, sidder man til tider og længes tilbage til Stockholm, hvor der med garanti sker et eller andet komisk og uventet.

Marilyns rejse er dog ikke blottet for handling. Hun møder en ung, genert pige, der igennem filmens forløb forvandles til at være en moden, eksotisk danserinde, samt to rivaliserende mænd, der duellerer med spader, og en sigøjner, der har fået stukket en kniv i panden efter snyderi under et pokerspil.

Vittige indfald er der sådan set nok af. Men det hele opnår aldrig en højere enhed, som klart kommunikerer filmens budskab videre.

Resultatet er en lettere, kedelig affære, der til tider virker decideret overfladisk.

Det svækker filmens godhjertede kritik af familielivet, da de to sider aldrig rigtigt skaber den kontrast, der efterlyses.

Mens Sverige måske er kedeligt nok til at drive Marilyn til vanvid, så er det svært at se, hvorfor sigøjnernes verden ikke skulle opnå det samme. For mig virkede det simpelthen bare ikke eventyrligt nok.