

Instruktøren
Dusan Makavejev har ikke meget til overs for den
svenske levestil.
Han afskyr måden de rige vesterlændinge lever deres liv. Dette afspejles gennem hans film, hvor
sigøjnerens frie liv hyldes.
Dette kommer særligt til udtryk i
Montenegro. En film hvor Makavejev vender et
satirisk og kritisk blik mod den kedelige, svenske
kernefamilie.
Marilyn (Susan Anspach) er en gift kvinde, men hun lever i et faldefærdigt ægteskab og hendes
psykiske helbred står i forfald. Hun prøver at gøre sin hverdag mere interessant ved at
forpeste sin familie.
Hun æder deres
aftensmad, sætter ild til sengen og forsøger at
forgifte deres hund. Da hun en dag vælger at tage med sin mand på en forretningsrejse, bliver hun grundet trivialiteter tilbageholdt i
lufthavnen, hvor hun møder en samling sigøjnere.
Hun vælger at rejse med
sigøjnerne. Det bliver starten på Marilyns tur ned i kaninens hul.
Filmen skal angiveligt fremstå som en
surrealistisk og eksotisk rejse gennem et hvidløgslugtende
eventyrland fyldt med sigøjnere, eksotiske dansere og vold. Men alligevel virker hele affæren relativt
ordinær og jordbunden.
Grundet den realistiske og grå måde sigøjnernes
verden fremstilles, bliver det svært at se, hvorfor Marilyn tiltrækkes af deres
levemåde.
Filmen virker tilbageholdende, hvor den
burde være sprudlende og
overraskende. Og det kedelige forstadsliv virker næsten mere vanvittigt end sigøjnernes
fantasiverden.
Hjemme ved Marilyns familie i
Stockholm møder vi en psykotisk
psykolog og en bedstefar, der tror han er Buffalo Bill og som dagligt får ældre kvinder til audition som hans kommende
kone.
Marilyns mand er en
ordinær herre, måske ligefrem kedelig, hvilket også kunne være årsagen til at deres
sexliv så småt er ved at smuldre.
Det er naturligvis også årsagen til at Marilyn tiltrækkes af det eksotiske og
uforudsigelige liv hos sigøjnerne. Men det ville være rart, hvis dette aspekt af filmen var mere gennemført, mere fantastisk og mere ...
interessant.
Når Marilyn
trasker rundt i eventyrland, sidder man til tider og længes tilbage til Stockholm, hvor der med garanti sker et eller andet
komisk og uventet.
Marilyns rejse er dog ikke blottet for handling. Hun møder en ung, genert
pige, der igennem filmens forløb forvandles til at være en moden, eksotisk danserinde, samt to rivaliserende mænd, der
duellerer med spader, og en sigøjner, der har fået stukket en kniv i panden efter
snyderi under et pokerspil.
Vittige indfald er der sådan set nok af. Men det hele opnår aldrig en højere enhed, som klart kommunikerer filmens
budskab videre.
Resultatet er en lettere,
kedelig affære, der til tider virker decideret overfladisk.
Det svækker filmens godhjertede kritik af familielivet, da de to sider aldrig rigtigt skaber den
kontrast, der efterlyses.
Mens
Sverige måske er kedeligt nok til at drive Marilyn til
vanvid, så er det svært at se, hvorfor sigøjnernes verden ikke skulle opnå det samme. For mig virkede det simpelthen bare ikke
eventyrligt nok.