
Mickeys skøre sommer er seks herlige tegnefilm med Mickey, Fedtmule, Anders og Pluto. Mickey er med i fire ud af seks episoder. Man kan glæde sig over, at alle film er
perfekt digitaliseret og
restaureret. Hverken for meget eller for lidt. De originale tegnefilm er fra mellem 1936 og 1948.
"Mickey og sælen" er en herlig episode, hvor Mickey og Pluto ved et uheld får en sælunge med hjem fra zoo. Det kan kun gå galt, og det gør det så sandelig også. Mickey og Pluto er på jagt efter bananer i "Mickey i Australien". Med boomerang. Så vil jeg ikke sige mere.
"Campingvognen" fra 1938 er en
klassiker. Plottet er et af de bedste, der findes i tegnefilmens verden. Plottet udnytter til fulde alle de muligheder, der er i tegnefilmens univers. På et tidspunkt spørger Mickey: "Hvem kører bilen". Fedtmule er midt i morgenmaden, men han svarer: "Det gør jeg".
Rip, Rap og Rup driller Anders i "Anders And på golfbanen". Filmen er fra 1938 og altså fra en tid, hvor man ikke behøvede at være "politisk korrekt".
Herlige scener.
"Baseball med Fedtmule" vil begejstre både dem, der elsker sport og dem, der hader sport. Fremragende lavet. DVD'en slutter med "Bjergbestigning" fra 1936. Mickey, Anders og Pluto oplever lidt af hvert på den tur. Endnu en perle.
Alt i alt
herlig underholdning fra Disney.