

Det kan være farligt at gøre sig morsom på
andres bekostning. Ikke mindst hvis andre er kvinder og i særdeleshed
kvinder, man har eller håber at bevare et godt forhold til.
To af dansk stand-up scenes erfarne kræfter,
Thomas Hartmann og
Torben Chris, vover dog pelsen og stiller skarpt på netop kvinderne - set med
mandschauvinistiske briller. Og der bliver bestemt ikke lagt fingre mellem.
De to komikere
rammer plet gang på gang, når de beskriver det modsatte køn og deres handlinger, der ofte er blottet for enhver form logik (set med vi mænds øjne. Men de er bestemt heller ikke blege for at være
skånselsløst selvransagende.
Med- og modspillet mellem Thomas Hartmann og Torben Chris på scenen er rigtig godt. Og det skinner gennem hele showet tydeligt igennem, at de
hygger sig ganske gevaldigt - både med materialet og hinanden.
Det er også ganske tydeligt, at der er tale om et
gennemarbejdet show. Med der er både plads og overskud til
improvisationer undervejs. Og det er bare med til at gøre de mange velleverede pointer endnu skarpere.
Selve showet, som blev optaget foran et meget veloplagt publikum på Comedy Zoo i København i
efteråret 2011, er fordelt på to sæt, der hver varer ca. 45 minutter. Men dermed er det ikke slut med underholdningen.
Men's Room byder nemlig på masser af
ekstramateriale. Faktisk så meget, at der i alt er mere end
tre timers underholdning.
For eksempel er der adskillige
fraklip og den næsten obligatoriske "bagom" dokumentar. Desuden får man blandt andet en times dokumentar om komikernes besøg med deres show hos de
danske soldater i Afghanistan.
Men's Room henvender sig bestemt ikke kun til mænd. Det kunne min medanmelder her på Filmnytdvd,
Ruth, skrive under på efter også at have set showet. Hun havde efterfølgende dette at sige:
Alle kvinder
burde se denne udgivelse. Ikke for at få indblik i mænds måske lidt mandschauvinistiske verden, men
indsigt i sig selv.
De to herrer rammer så godt vi kvinders fejl, mangler og, hånden på hjertet, engang imellem
idiotiske og ulogiske handlemønstre. Det er stof til
eftertanke.