

Der lades ingen tvivl om konklusionen på denne film, for det får man som seer serveret som det allerførste:
Jordens undergang. Akkompagnerer overordentlig triste
Wagner-toner.
Fugle falder døde fra himlen, en kvinde og et barn løber på en golfbane og en brud flyder i en å med sin buket i favnen. Serveret i meget
langsom slow-motion, der gør det nærmest
drømmeagtigt.
Men inden planeten
Melancholia, der i årtusinder har gemt sig bag solen, i slutscenen destruerer Jorden og menneskeheden, skal der fortælles en historie om søstrene
Justine (Kirsten Dunst) og
Claire (Charlotte Gainsbourg). En historie, der er delt op i to dele.
I første del inviteres vi med til Justines
bryllup. En overdådig affære, betalt af søsteren
Claire og hendes stinkende rige mand,
John (Kiefer Sutherland). Justine er dog langt fra lykkelig.
Bryllupsfesten udvikler sig da heller ikke særlig lykkeligt, og Justine trækker sig ind i sin melankoli. Men først efter hun har bemærket en
kraftig stjerne på himmelen, der selvfølgelig viser sig at være planeten Melancholia.
Anden del, der mere har fokus på Claire, udspiller sig kort efter Justines bryllup. Scenen er igen Claire og hendes mands store, smukke
landejendom.
Justine flytter ind hos Claire, John og deres søn. Justine er sunket dybt ned i
melankoliens bundløse sump og kan nærmest intet selv. Sammen med John og sønnen, forsøger Claire at trække Justine
tilbage til overfladen.
Men samtidig
bereder familien sig på planeten Melancholias komme. Selv om John hårdnakket påstår, at den ikke vil ramme Jorden, er han nemlig ikke
100 procent overbevist.
John og alverdens videnskabsmænd får dog ret. Planeten Melancholia flyver
tæt forbi Jorden, uden at ramme. Men det er en
stakket frist, for Melancholia krydser kort tid efter igen Jordens bane. Denne gang uden at ramme ved siden af.
Man kan mene, hvad man vil, om instruktøren,
Lars von Trier. Det gør de fleste da også, og som vanligt er vandene delte, når det kommer til
Melancholia, den ekcentriske, danske filminstruktørs seneste værk.
Med
Melancholia viser Lars von Trier nemlig atter, at han sætter sin helt
egen dagsorden med sine værker. Godt nok fortæller han en historie, der, som så mange andre, handler om Jordens
forestående endeligt. Men han fortæller den på sin helt egen måde.
For det er endeligt, som aldrig ville være gået i Hollywood. Her er ingen
eksplosioner, brændende biler/bygninger eller
paniske mennesker. I stedet hersker der nærmest
poetisk ro, mens Jorden og menneskeheden drager sit uigenkaldeligt sidste suk, uden at en eneste "helt" bliver givet en chance for at undgå skæbnen.
Samtidig er det en historie om en mere end dysfunktionel familie med to søstre, der står hinanden meget
nær. Men som samtidig er hinandens
modsætninger. Og som alligevel, jo tættere Jordens endeligt kommer, kan sætte sig i hinandens sted.
Skuespillet er rigtig godt. Lars von Trier har en sjælden evne til at få det
ypperste ud af sine skuespillere og med
Melancholia er der bestemt ingen undtagelse gjort. Billedsiden er til tider nærmest
poetisk smuk, også selv om håndholdte kameraer altså ikke længere er en charme i sig selv.
Det er langt fra nogen
glad eller positiv historie, Lars von Trier serverer. Det er heller ikke en film, der "halser" af sted eller byder på nogen form for action. Alligevel virker
Melancholia med en spilletid på pænt over to timer slet ikke langtrukken.
Man kan nemlig ikke lade være med at blive
tryllebundet af historien. Og så er starten og slutningen bare så
bragende flot, at man nærmest må knibe en tåre over von Triers håndværk.
Dvd'en byder desuden på en god del
ekstramateriale. Blandt andet et kommentarspor med instruktøren selv og hans læremester,
Peter Schepelern.