Der lades ingen tvivl om konklusionen på denne film, for det får man som seer serveret som det allerførste: Jordens undergang. Akkompagnerer overordentlig triste Wagner-toner.

Fugle falder døde fra himlen, en kvinde og et barn løber på en golfbane og en brud flyder i en å med sin buket i favnen. Serveret i meget langsom slow-motion, der gør det nærmest drømmeagtigt.

Men inden planeten Melancholia, der i årtusinder har gemt sig bag solen, i slutscenen destruerer Jorden og menneskeheden, skal der fortælles en historie om søstrene Justine (Kirsten Dunst) og Claire (Charlotte Gainsbourg). En historie, der er delt op i to dele.

I første del inviteres vi med til Justines bryllup. En overdådig affære, betalt af søsteren Claire og hendes stinkende rige mand, John (Kiefer Sutherland). Justine er dog langt fra lykkelig.

Bryllupsfesten udvikler sig da heller ikke særlig lykkeligt, og Justine trækker sig ind i sin melankoli. Men først efter hun har bemærket en kraftig stjerne på himmelen, der selvfølgelig viser sig at være planeten Melancholia.

Anden del, der mere har fokus på Claire, udspiller sig kort efter Justines bryllup. Scenen er igen Claire og hendes mands store, smukke landejendom.

Justine flytter ind hos Claire, John og deres søn. Justine er sunket dybt ned i melankoliens bundløse sump og kan nærmest intet selv. Sammen med John og sønnen, forsøger Claire at trække Justine tilbage til overfladen.

Men samtidig bereder familien sig på planeten Melancholias komme. Selv om John hårdnakket påstår, at den ikke vil ramme Jorden, er han nemlig ikke 100 procent overbevist.

John og alverdens videnskabsmænd får dog ret. Planeten Melancholia flyver tæt forbi Jorden, uden at ramme. Men det er en stakket frist, for Melancholia krydser kort tid efter igen Jordens bane. Denne gang uden at ramme ved siden af.

Man kan mene, hvad man vil, om instruktøren, Lars von Trier. Det gør de fleste da også, og som vanligt er vandene delte, når det kommer til Melancholia, den ekcentriske, danske filminstruktørs seneste værk.

Med Melancholia viser Lars von Trier nemlig atter, at han sætter sin helt egen dagsorden med sine værker. Godt nok fortæller han en historie, der, som så mange andre, handler om Jordens forestående endeligt. Men han fortæller den på sin helt egen måde.

For det er endeligt, som aldrig ville være gået i Hollywood. Her er ingen eksplosioner, brændende biler/bygninger eller paniske mennesker. I stedet hersker der nærmest poetisk ro, mens Jorden og menneskeheden drager sit uigenkaldeligt sidste suk, uden at en eneste "helt" bliver givet en chance for at undgå skæbnen.

Samtidig er det en historie om en mere end dysfunktionel familie med to søstre, der står hinanden meget nær. Men som samtidig er hinandens modsætninger. Og som alligevel, jo tættere Jordens endeligt kommer, kan sætte sig i hinandens sted.

Skuespillet er rigtig godt. Lars von Trier har en sjælden evne til at få det ypperste ud af sine skuespillere og med Melancholia er der bestemt ingen undtagelse gjort. Billedsiden er til tider nærmest poetisk smuk, også selv om håndholdte kameraer altså ikke længere er en charme i sig selv.

Det er langt fra nogen glad eller positiv historie, Lars von Trier serverer. Det er heller ikke en film, der "halser" af sted eller byder på nogen form for action. Alligevel virker Melancholia med en spilletid på pænt over to timer slet ikke langtrukken.

Man kan nemlig ikke lade være med at blive tryllebundet af historien. Og så er starten og slutningen bare så bragende flot, at man nærmest må knibe en tåre over von Triers håndværk.

Dvd'en byder desuden på en god del ekstramateriale. Blandt andet et kommentarspor med instruktøren selv og hans læremester, Peter Schepelern.