

Politimanden
Nick Cassidy (Sam Worthington) er dømt til 25 års fængsel i
Sing-Sing for tyveriet af en 40 millioner dollar diamant fra Englander Enterprise.
Nu - en måned senere - er Nick Cassidy på vild
flugt fra Sing-Sing. Han tjekker ind på Hotel Roosevelt, værelse 2015 på 21. etage. Her indtager han et herre måltid, hvorefter han træder ud på
gesimsen.
Det varer ikke længe, før folk på gaden ser, at der står en potentiel
selvmorder på gesimsen 21. etager oppe. Og hele mediecirkuseet starter.
Politiet bliver tilkaldt, og Nick forlanger kun at tale med politipsykologen
Lydia Mercer (Elizabeth Banks). Hun forsøger at tale Nick til fornuft og komme ind igen.
Samtidig er der voldsom
aktivitet hos Englander Enterprise på den anden side af gaden. Men det store spørgsmål er, om der er en sammenhæng mellem Nicks
selvmordstrusler og det, der eventuelt foregår over hos Englander?
Politi, brandvæsen, læger, psykologen, medierne og et
blodtørstigt publikum følger åndeløst med, om manden på
gesimsen springer eller hvornår han springer.
Hold da op - her kan man se, hvad en
dansk instruktør kan få ud af at "lege med de store drenge i klassen", der har rundt regnet 42 millioner dollars at lege med i skoletasken.
Det er
Asger Leths første amerikanske spillefilm. Han fik ellers noget af en debut i 2006 med dokumentaren
Ghost of Cite Solei. Men nu viser han en ny side af sig selv og sin kunnen med
Med livet som indsats (Man on a Ledge).
Det er forrygende. Det er spændende. Det er et godt plot. Der er fed action. Trods talrige Hollywood klicheer.
Skuespillet er fint - især af Sam Worthington som Nick Carter. Der er visse scener fra gesimsen, hvor selv jeg får udsugningsfornemmelse og har lyst til at hoppe.
Med livet som indsats er action og spænding så det brager i stort set samtlige 99 minutter. På trods af at kup-film ikke lige er min kop te, vil jeg da sige, at denne her fangede mig i den grad. Og det er ikke sidste gang, jeg vil fornøje mig med den.
Der er utrolig mange små fine detaljer, der sagtens kan tåle et
gensyn eller to ved senere lejlighed. Så hvis man vil have en god gang action, så er det
Med livet som indsats, der skal sættes i afspilleren.