Lucie Jurin. Journalnummer: 18759415. Dato: 16.10.1971. Indlagt på børneafdelingen på Hospital L'Asomption. Fundet nøgen, løbende, skrigende, blødende og såret fra en nedlagt fabriksbygning i industriområdet Chambers.

Hun har åbenbart været udsat for frygtelige overgreb gennem længere tid. Hun er dehydreret, underernæret, psykotisk og fysisk såret. Alt har hun tilsyneladende været udsat for - undtagen voldtægt.

Lucie (Mylène Jampanoï) knytter sig til en anden lille, indlagt pige, Anna Assaqui (Morjana Alaoui), og de bliver hinandens bedste venner. Ingen bliver fanget for forbrydelsen, og livet fortsætter.

Anna er den beskyttende "hønemor" og Lucie er den forstyrrede lille pige, der kæmper med sin egen indre dæmon. En dæmon i kvindeskikkelse, hun forsøger at bekæmpe ved blandt andet selvdestruktion.

15 år senere er Anna og Lucie stadig venner i den samme rollefordeling. Lucie mener, at hun har fundet gerningsmændene til barndommens rædsler, og hun opsøger de pågældende.

Nu vil det være frygteligt skammeligt af mig som anmelder at skrive så meget som et ord mere om handlingen, så det undlader jeg. Gladeligt. Begrundelse følger ...

À l'intérieur - Inside (Alexandre Bustillo og Julien Maury), Ils - Them (David Moreau og Xavier Palud) og Frontière(s) - Frontier(s) er alle tre film, man burde kende, hvis man er til "ekstrem-genren" indenfor især fransk film.

Tre fremragende film, der kan tage pusten fra enhver, men Martyrs tager prisen for at sprænge samtlige rammer indenfor denne specielle genre. Og jeg vil nok sige, at det må være årets stærkeste og nok mest brutale udgivelse, der nu rammer markedet.

Det er en ekstremt voldsom film - ikke mindst psykisk. Faktisk er den så gruopvækkende i sin realisme og menneskefjendskhed, at jeg, der ellers er hardcore indenfor disse genrer, måtte ud at gå en meget lang tur efter at have set filmen. Bare for at få visse scener nogenlunde visket væk fra nethinden og tankerne.

Dette lykkedes så ikke, og jeg er overbevist om, at Martyrs aldrig nogensinde vil slippe mig igen.

Torturscenerne varer vel omkring 20 minutter. De er hårrejsende, men "smukt" gengivet, og viser på grummeste vis, hvordan et menneske, såvel fysisk som psykisk, kan nedbrydes og reduceres ved langvarig og kontinuerlig tortur.

Scenerne er så realistisk gengivet, at det giver anledning til at advare. Personer med PTSD bør således undlade at se med. Ligeledes folk med sarte nerver eller psykisk sårbare mennesker.

Lad være med at se den - selvom I måske har set Hostel, Saw eller Bone Collector - det er vand ved siden af Martyrs.

Det er ikke blot den fysiske smerte, der er tale om i Martyrs, men også i høj grad den psykiske. Det skærer så dybt i ens eget hjerte, at det næsten bliver flået ud af en imaginær blodig hånd, og alle ens følelser bliver blotlagt. Fileteret fra knogler og sener.

Martyrs modtog i henholdsvis 2008 og 2009 de prestigefyldte statuetter Grand Prize Gold, Best make Up og Grand Prize Silver på Sitges - Catalonian International Film Festival. Filmen burde have fået rub og stub.

De to hovedrolleindehavere, Mylène Jampanoï som Lucie og Morjana Alaoui som Anna, er intet mindre end enestående. Især Morjana Alaóui. Det er en præstation helt ud over det sædvanlige. Ubeskriveligt.

Martyrs er ikke blot vold for voldens skyld. Den rækker langt dybere end som så. Desværre, er jeg næsten ved at mene, for det gør den endnu mere forrykt. Og endnu mere vanskelig at abstrahere fra.

Der er en mening med galskaben. Hvilken skal ikke røbes her, men ordet martyr betyder: Vidne. Mere vil jeg absolut ikke røbe her.

Martyrs er horribel. Grim. Chokerende. Blodig. Voldelig. Ekstrem. Følsom. Foruroligende. Ond. Uden sidestykke. Et mesterværk.