Dårlige film er in. Film om kæmpehajer, der hopper op af vandet for at spise passagerfly, gående tanks, der bekæmper vandrende hajer, evigt voksende piratfisk og fugleepidemier skildres med skrækkeligt billige effekter, elendigt skuespil og tvivlsomme handlingsforløb.

Det er dog helt intentionelt. Og for filmentusiaster verden over er dette komediens nye ansigt.

ManBorg byder måske ikke på hajer eller lignende, men kitsch-faktoren er skruet helt i top. Dårlig dubbing, stop-motion effekter og idiotiske replikker er der nok af og det er bestemt ikke nogen dårlig ting i dette tilfælde. Det er så dårligt, at det er godt.

Vi er i fremtiden, og dæmoner fra helvedet har invaderet jorden. Det er præmisset for Manborg, hvor en ung soldat har svoret hævn over den onde Draculon, som myrdede soldatens bror.

Draculon myrdede sådan set også den unge soldat, men i bedste Robocop-stil blev han bragt tilbage til livet som en Manborg. Halvt menneske, halvt maskine.

Han vågner i fremtiden, hvor han fanges og smides direkte ind i en krydsning af Sidste Udkald og The Thunderdome fra Mad Max 2. Her skal Manborg og en gruppe mennesker fra en modstandsbevægelse kæmpe blodige arenakampe mod helvedets horder.

Der er skruet højt op for 80'er films referencerne. Man skal skam heller ikke lede længe, før man finder kiksede 80'er films montager, en mand med Billy Idol-hår og en #1 Man, der er som taget ud af Mortal Kombat.

Det er en bizar omgang der burde være meget genkendelig, da den åbenlyst referer en masse velkendt materiale. Men filmen har et besynderligt stilistisk twist, hvor dårlige green screen og billige, men charmerende, stop-motion effekter mixes sammen.

Stilistisk bryder filmen med ens forventninger. Den er meget kreativ og udtryksfuld.

Det er en hårfin balance at lave en film som Manborg. Dårlige film er oftest sjovest, når man kan mærke, at folkene bag har gjort deres bedste for at lave en god film. Det virker for det meste forceret og kikset, når film prøver for hårdt på at være b-film.

Det er forskellen mellem The Room og Machette Kills, førstnævnte er et absurd, komisk forsøg på at lave et tragisk drama, mens Machette Kills er en åbenlys parodi af b-film. The Room er klart den sjoveste af disse film, mens Machette Kills falder til jorden med et ordentligt brag, netop fordi de prøver for hårdt.

Manborg formår dog at finde en hårfin balance. Det er åbenlyst en parodi og der er ikke ét gram af seriøsitet at finde i filmen, men det er gjort på en måde, der formår at virke.

Det er ikke kun sjovt, fordi det er dårligt. Det er sjovt, fordi de dårlige effekter og den dårlige dubbing anvendes som en punchline.

På den måde minder filmen en del om den britiske kultserie Darkplace. Her finder man den samme hårfine balance mellem b-film og komedie ved brug af vittig dialog, som harmonerer med den kitschede levering.

Manborg formår at levere nogle gode grin og der er en del charme at finde i stop-motion effekterne og den generelle præsentation. Men det føles også som om der mangler noget.

Der er masser af ting, der kan få en til at smile eller grine. Men jeg ville alligevel ønske, at der var kortere mellem de sjove indslag.

Manborg føles til tider en anelse halvbagt. Den minder på sin vis om en fake trailer, der er blevet trukket ud i fuld filmlængde ...

Dette bliver kun endnu mere tydeligt, hvis man ser den falske trailer for Bio-Cop, som vises efter rulleteksterne. Denne 5 minutter lange trailer er klart filmens højdepunkt.

Den byder således på en rå og kondenseret b-films oplevelse, som nærmest brister over med absurde og afskyelige øjeblikke. Samtidig var det lige ved at give mig tårer i øjnene af grin.

Manborg er dog på ingen måde en dårlig film og den er god underholdning uden kedelige øjeblikke. Men lyspunkterne er spredt tyndt og man er derfor ikke helt mæt, når rulleteksterne gør sin entré.