

Dårlige film er in. Film om kæmpehajer, der hopper op af vandet for at spise passagerfly, gående tanks, der bekæmper vandrende hajer, evigt voksende piratfisk og fugleepidemier skildres med skrækkeligt
billige effekter, elendigt skuespil og
tvivlsomme handlingsforløb.
Det er dog helt
intentionelt. Og for filmentusiaster verden over er dette komediens
nye ansigt.
ManBorg byder måske ikke på hajer eller lignende, men
kitsch-faktoren er skruet helt i top. Dårlig dubbing, stop-motion effekter og
idiotiske replikker er der nok af og det er bestemt ikke nogen dårlig ting i dette tilfælde. Det er så
dårligt, at det er
godt.
Vi er i fremtiden, og
dæmoner fra helvedet har invaderet jorden. Det er præmisset for Manborg, hvor en ung soldat har svoret
hævn over den onde Draculon, som myrdede soldatens
bror.
Draculon myrdede sådan set også den unge soldat, men i bedste Robocop-stil blev han
bragt tilbage til livet som en Manborg. Halvt menneske,
halvt maskine.
Han vågner i
fremtiden, hvor han fanges og smides direkte ind i en krydsning af
Sidste Udkald og The Thunderdome fra
Mad Max 2. Her skal Manborg og en gruppe mennesker fra en modstandsbevægelse kæmpe blodige arenakampe mod
helvedets horder.
Der er skruet højt op for
80'er films referencerne. Man skal skam heller ikke lede længe, før man finder kiksede 80'er films montager, en mand med
Billy Idol-hår og en #1 Man, der er som taget ud af Mortal Kombat.
Det er en
bizar omgang der burde være meget genkendelig, da den åbenlyst referer en masse velkendt materiale. Men filmen har et besynderligt stilistisk
twist, hvor dårlige green screen og billige, men charmerende, stop-motion effekter mixes sammen.
Stilistisk bryder filmen med ens forventninger. Den er meget
kreativ og
udtryksfuld.
Det er en
hårfin balance at lave en film som Manborg. Dårlige film er oftest sjovest, når man kan mærke, at folkene bag har gjort deres bedste for at lave en god film. Det virker for det meste forceret og kikset, når film prøver for hårdt på at være
b-film.
Det er forskellen mellem The Room og Machette Kills, førstnævnte er et absurd, komisk forsøg på at lave et tragisk drama, mens Machette Kills er en
åbenlys parodi af b-film. The Room er klart den sjoveste af disse film, mens Machette Kills
falder til jorden med et ordentligt brag, netop fordi de prøver for hårdt.
Manborg formår dog at finde en hårfin
balance. Det er åbenlyst en parodi og der er
ikke ét gram af seriøsitet at finde i filmen, men det er gjort på en måde, der formår at virke.
Det er ikke kun sjovt, fordi det er
dårligt. Det er
sjovt, fordi de dårlige effekter og den dårlige dubbing anvendes som en
punchline.
På den måde minder filmen en del om den
britiske kultserie Darkplace. Her finder man den samme hårfine balance mellem b-film og komedie ved brug af vittig dialog, som harmonerer med den
kitschede levering.
Manborg formår at levere nogle gode grin og der er en del
charme at finde i stop-motion effekterne og den generelle præsentation. Men det føles også som om der
mangler noget.
Der er masser af ting, der kan få en til at
smile eller grine. Men jeg ville alligevel ønske, at der var
kortere mellem de sjove indslag.
Manborg føles til tider en anelse
halvbagt. Den minder på sin vis om en
fake trailer, der er blevet trukket ud i fuld filmlængde ...
Dette bliver kun endnu mere tydeligt, hvis man ser den
falske trailer for Bio-Cop, som vises efter rulleteksterne. Denne 5 minutter lange trailer er klart filmens
højdepunkt.
Den byder således på en
rå og kondenseret b-films oplevelse, som nærmest brister over med absurde og afskyelige øjeblikke. Samtidig var det lige ved at give mig
tårer i øjnene af grin.
Manborg er dog på ingen måde en dårlig film og den er god
underholdning uden kedelige øjeblikke. Men lyspunkterne er
spredt tyndt og man er derfor ikke helt mæt, når rulleteksterne gør sin entré.