På et fjeld i den smukke, storslåede færøske natur bor far (Hjálmar Dam), mor (Hildigunn Eydfinsdöttir) og deres lille datter (Lea Blaaberg). Udefra ser alt idyllisk ud, men ...

Inde i huset hersker en dyster stemning. Det er morgen. Vejret er smukt og far vil gerne have sin kone og datter med på en lille fjeldtur. Men det er ikke til at vide, hvilken sindsstemning, mor har.

Hun er psykisk syg og svinger mellem glæde, hysteri, verbal ondskabsfuldhed og dyb, dyb sorg. Men denne morgen tegner det godt. Mor får morgenmad på sengen, og selvom saltet til ægget mangler, er mors humør fint. Indtil datteren kommer til at vælte et glas juice.

Så vil mor ikke med på tur.

Far og datter tager afsted, vel vidende at selvom mor har sagt, de bare skal drage derudaf uden hende, vil hun være vred. Men det må de tage, når de kommer tilbage. Eller det vil sige, datteren skal.

Far bruger hende som katalysator for moderens sindsstemninger, og den lille pige må bide mange onde ord fra mors mund i sig ... Mens far bare gemmer sig i sin hjælpeløshed.

Ludo er en interessant historie om en dysfunktionel familie. Det visuelle fejler intet og det dystre soundtrack passer perfekt. Desværre er filmen en meget langsommelig affære om en lille families dag fra morgen til sen nat.

Man skal være interesseret i den menneskelige psyke og samspil mellem mennesker, før den fanger. Dialogen er sparsom. Det hele ligger i mimik og alt det usagte.

Skuespillet er fint. Den psykisk syge mor, fremragende spillet af Hildigunn Eydfinsdóttir, er for øvrigt Katrin Ottarsdóttir datter. Men det er den lille pige, rørende spillet af Lea Blaaberg, der rører én. Hendes humør, frygt og glæde afspejles i hele hendes krop og mimik.

Desværre føles filmen meget lang, trods den kun varer 69 minutter. Man kunne ønske, at Katrin Ottarsdöttir havde brugt lidt mere tid på at udbygge karaktererne en anelse mere. Man når aldrig at komme helt tæt på dem. Skildringen af at det er svært at være syg, men endnu sværere at være pårørende, er godt ramt.

Katrin Ottarsdóttir er en spændende instruktør, der har vundet mange internationale priser, også for Ludo. Hun blev den første færing, der blev uddannet på Den Danske Filmskole i København. Desuden er hun også manuskriptforfatter, skuespiller samt digter.

Ludo bygger således på digtet af samme titel fra hendes første digtsamling "Eru koparrør í himmiríki?" ("Er der kobberrør i Himmeriget"? fra 2011.

Ludo er et smerteligt, selvbiografisk drama, som man virkelig kan mærke, skulle ud. Både på skrift og nu også på filmlærredet.

Katrin Ottarsdóttir har noget på hjerte, også i Ludo, som absolut er anbefalelsesværdigt. Hvis man vel at mærke væbner sig med tålmodighed.