

I Montmartre,
Paris, løber en mor rundt i gaderne med sit
spædbarn. Hun er på flugt fra "manden med
sølvstokken".
For at bringe sit spædbarn, den lille
Loulou, i sikkerhed, efterlader moderen barnet hos præsten
Fader Menard. Hun selv søger tilflugt på et stort skib og forsvinder ud i
horisonten.
Loulou vokser op hos præsten og hans venner. Hun kommer siden på
kostskole, men da Fader Menard dør, er hun helt overladt til skolelederens
magt, der i den grad udnytter Loulou som arbejdskraft.
Loulou får gode
venner, der hjælper hende, og hun begynder så småt at finde ud af,
hvem og hvad hun er ...
Loulou (Loulou du Montmatre) er en fransk tegnefilm i 26 afsnit af
Françoise Boublil og
Jean Helpert, og med en samlet spilletid på 676 minutter, fordelt på tre skiver. De
danske stemmer leveres af blandt andre
Neel Rønholt, Jens Sætter-Lassen, Søren Vejby,
Kristian Halken og Niels Anders Thorn.
Stregen er ganske
fin, og der er kælet og kræset for detaljerne i tegningerne. Det bliver heller ikke ringere af, at
Paris byder på så mange pompøse
bygningsværker, spændende gader og fascinerende
skuer.
Selve historien byder på alt, hvad der kræves for at
fastholde både børn og voksne. Den klassiske fortælling om den stakkels
forældreløse pige, der må gå så meget grueligt igennem, før livet bliver en drømmetilværelse, er altid et hit.
Der er selvfølgelig en hel del
onde mennesker med i historien, som det sig hør og bør. Men også kærlighed, dramer,
hemmeligheder og håb.
Loulou er en ganske dejlig tegnefilm, som hele familien kan samles om og nyde sammen i bidder - for over
11 timer er lang tid. Selv for de voksne i selskab med Loulou og hendes venner samt fjender. Men absolut en fantastisk tegnefilm, som blot skal
nydes.