
Jo (Henrik Rafaelsen) er udstationeret som ingeniør i Trinidad på en tre-årig kontrakt. Hans kone
Sonia (Line Verndal) og deres to børn, ni-årige Nina og seks-årige Herman, bliver tilbage i Norge, da hendes mor har fået et slagtilfælde.
Men nu, et halvt år efter, er moderen kommet sig så meget, at hun er kommet på
plejehjem. Så Sonia og børnene tager til
Trinidad, for at slutte sig til Jo.
Meget hurtigt går det op for Sonia, at Jo har haft et
forhold kørende, mens hun var i
Norge. Han har dog afsluttet det. men hun har svært ved at
tilgive ham og forsøger samtidig med at få
tiden til at gå.
Børnene er startet i en katolsk
skole. Det går fint med Nina, hvorimod Herman får det
dårligt og svært, da han ikke kan
engelsk endnu.
Sonias dage går med at sidde i
countryclubben for udstationerede og deres pårørende. Her kigger hun på
swimmingpoolen med en drink i den ene hånd og en smøg i den anden. Om aftenen er der som regel
party et eller sted.
Det er
endeløse, tomme dage. Som dog opvejes af et spirende
venskab med svenske
Charlotte (Lena Endre), der er gift med amerikaneren Daniel. Hun er vant til
udstationeringer og har været på farten i de sidste 20 år.
Sonia knytter også bånd til trinidaneren
Omari (Arnold Goindhan), der er familiens gartner. Han tager sig også af
børnene, og måske ser det hele ikke så
sort ud ...
Limbo er et meget stille
drama med et meget stort D. Tomheden og ensomheden midt i tosomheden skildres
fantastisk af henholdsvis
Line Verndal (Sonia) og
Lena Endre (Charlotte).
Især sidstnævnte overstråler alle de andre i sin
indestængte og fastlåste ensomhed. Hun er en
ypperlig skuespiller og kendes fra blandt andet
Himlens Hjerte.
Den lange,
røde tråd, der går gennem hele filmen, er
ensomhed, svigt og
tomhed. Alle karakterne føler sig svigtede og ensomme, på trods af
selskabsliv, arbejde, skole og
venskaber.
Dette formår instruktøren
Maria Sødahl at få frem i hver enkelt skuespiller. Mit hjerte blødte for lille
Herman (Fredrik M. Frafjord) og jeg fik den største
sympati for Omari, der selv bar et åg på sine skuldre.
Det er
Maria Sødahls debutspillefilm, og man må sige, at hun har lagt stærkt ud. Hun vandt prisen for bedste instruktør på Montréal World Film Festival.
Limbo er et tankevækkende, stærkt drama med yderst
velspillende skuespillere. Handlingen er fin, og slutningen er helt fantastisk. Jeg kan kun anbefale
Limbo, hvis man har lyst til et stille drama med et stort D.