Jo (Henrik Rafaelsen) er udstationeret som ingeniør i Trinidad på en tre-årig kontrakt. Hans kone Sonia (Line Verndal) og deres to børn, ni-årige Nina og seks-årige Herman, bliver tilbage i Norge, da hendes mor har fået et slagtilfælde.

Men nu, et halvt år efter, er moderen kommet sig så meget, at hun er kommet på plejehjem. Så Sonia og børnene tager til Trinidad, for at slutte sig til Jo.

Meget hurtigt går det op for Sonia, at Jo har haft et forhold kørende, mens hun var i Norge. Han har dog afsluttet det. men hun har svært ved at tilgive ham og forsøger samtidig med at få tiden til at gå.

Børnene er startet i en katolsk skole. Det går fint med Nina, hvorimod Herman får det dårligt og svært, da han ikke kan engelsk endnu.

Sonias dage går med at sidde i countryclubben for udstationerede og deres pårørende. Her kigger hun på swimmingpoolen med en drink i den ene hånd og en smøg i den anden. Om aftenen er der som regel party et eller sted.

Det er endeløse, tomme dage. Som dog opvejes af et spirende venskab med svenske Charlotte (Lena Endre), der er gift med amerikaneren Daniel. Hun er vant til udstationeringer og har været på farten i de sidste 20 år.

Sonia knytter også bånd til trinidaneren Omari (Arnold Goindhan), der er familiens gartner. Han tager sig også af børnene, og måske ser det hele ikke så sort ud ...

Limbo er et meget stille drama med et meget stort D. Tomheden og ensomheden midt i tosomheden skildres fantastisk af henholdsvis Line Verndal (Sonia) og Lena Endre (Charlotte).

Især sidstnævnte overstråler alle de andre i sin indestængte og fastlåste ensomhed. Hun er en ypperlig skuespiller og kendes fra blandt andet Himlens Hjerte.

Den lange, røde tråd, der går gennem hele filmen, er ensomhed, svigt og tomhed. Alle karakterne føler sig svigtede og ensomme, på trods af selskabsliv, arbejde, skole og venskaber.

Dette formår instruktøren Maria Sødahl at få frem i hver enkelt skuespiller. Mit hjerte blødte for lille Herman (Fredrik M. Frafjord) og jeg fik den største sympati for Omari, der selv bar et åg på sine skuldre.

Det er Maria Sødahls debutspillefilm, og man må sige, at hun har lagt stærkt ud. Hun vandt prisen for bedste instruktør på Montréal World Film Festival.

Limbo er et tankevækkende, stærkt drama med yderst velspillende skuespillere. Handlingen er fin, og slutningen er helt fantastisk. Jeg kan kun anbefale Limbo, hvis man har lyst til et stille drama med et stort D.