Olaf Ittenbach er lidt af et obskurt kultikon. Han har skrevet og instrueret en lang række af kultfilm, der mestendels befinder sig i undergrunden af scenen. Der er ofte tale om ambitiøse fortællinger med store mængder af veleksekverede splateffekter.

Legend of Hell er ingen undtagelse. En lettere fjoget intro fortæller os, at en smed i sin tid skabte en port til helvedet, som har lavet ravage lige siden.

Herefter møder vi arkæologen Selma, der finder porten, men som uheldigvis mister livet i et voldeligt skyderi, hvilket sender hende på en mission i efterlivet. Her skal hun forsøge at lukke porten til helvedet, inden onde kræfter kommer hende i forkøbet.

Filmen føltes ikke helt ulig en billig schlock-udgave af Apocalypse Now og Werner Herzogs Aguirre The Wrath of God. Det er en rejse gennem en faretruende verden, hvor vanviddet gradvist tager over. Blot med en hel del flere eksploderende hoveder og mindre meningsfuld karakterudvikling.

Det er et ganske interessant præmis, der giver anledning til at vise en del fantasifulde og stemningsfyldte landskaber frem. Men i Legend of Hell går det aldrig rigtigt op i en højere enhed.

Mens filmen har enkelte inspirerede øjeblikke, så trasker de søvndyssende hovedkarakterer mestendels gennem gråbrune omgivelser med et tilsat bloom filter. Det får det hele til at ligne en tysk reklamefilm.

Det fascinerende ved filmen er, at den trods dårligt skuespil og uanede mængder af absurde lemlæstelser, alligevel forbliver en ganske kedsommelig affære.

Gennem størstedelen af filmen veksles der mellem voldelige blodsudgydelser, i forvirrende sammenklippede kampscener. Scener hvor hovedpersonerne bevæger sig gennem landskabet, og scener hvor de stopper op og forklarer den verden, der omgiver dem.

Legend of Hell er blottet for spænding og energi, hvilket gør, at den er hård at sidde igennem til trods for den korte spilletid på 70 minutter. Det hjælper bestemt ikke, at afslutningen både byder på dårlige computereffekter samt en ganske håbløs og antiklimatisk afslutning.

Olaf Ittenbach debutterede i 1989 med Black Past. Derefter er det gået slag i slag med blandt andre Legion Of The Dead (2001), The Burning Moon (1997), Garden of Love (2003), House Of Blood (2006), Dard Divorce (2007) samt No Reason (2010).

Legend of Hell er bedre på papiret end den er i praksis. Ideen om en schlocky B-films udgave af Aguierre: The Wrath of God er meget tiltalende, men resultatet er alt andet end mindeværdigt.