En dansesal. Ni borde. En lang bar. En krumbøjet tjener. Ni kvinder. Ni mænd. Et orkester.

Langsomt finder de hinanden i dansen og beskriver Frankrigs historie fra 1936, hvor det politiske parti Front Populare gav arbejderklassen håb og gejst, henover 2. verdenskrig, den tyske besættelse, til 1944 hvor Paris bliver befriet. Hyldesten til modstandsmanden og forhånelsen af en tysk officer.

1946 med amerikanske soldater, der gavmildt giver ud af silkestrømper og jazzmusik. I, 1956 hvor rock & roll afløser sambaen, og videre til studenteroprøret i 1968 samt i 1983, hvor balsalen bliver forvandlet til diskotek.

Disse 47 års historie bliver på imponerende vis synliggjort via dans, musik, mimik og lyd samt personskildringer - alt uden ord. For ord er ganske overflødige i Le Bal.

På dansegulvet møder vi forføreren, forførersken, den stramtandede, den generte, den selvsikre - kort sagt de fleste mennesketyper, og det er ganske flot og overbevisende.

Le Bal blev nomineret til en Oscar for bedste udenlandske film, hvor den repræsenterede Algieriet. Den blev overgået at svenske Fanny og Alexander. Derudover har Le Bal modtaget et hav af internationale priser, blandt andet den eftertragtede Sølvbjørn på Berlin Festivalen.

Le Bal kræver tålmodighed, hvilket nok er meget kendetegnende for Ettore Scolas film. Det er de små facetter, der er fokus på, og man skal lukke alt andet ude.

Jeg kan varmt anbefale at give sig i kast med Ettore Scolas værker - ikke mindst Le Bal. Det er en oplevelse uden lige.