
Lassie, enhver kæk knægt og piges drøm om den
perfekte ven, er på banen igen. Det er i form af tre afsnit fra en
tv-serie, der løb over de amerikanske fjernsynsskærme fra 1989 og nogle år frem.
Lassie bor sammen med sin familie,
McCulloghs, der blandt andet tæller sønnen
Will (Will Nipper) og datteren
Megan (Wendy Cox). Hvert afsnit er på omkring 20 minutter og dermed korte nok til at holde selv den mest urolige sjæl tryllebundet et stykke tid.
I den første episode har familien McCullogh en lidt
speciel gæst, der ikke just er er i fuld harmoni med sig selv. Familien beslutter sig for, godt hjulpet af Lassie og et
gadekryds, som søger et nyt hjem, at hjælpe gæsten til langt gladere og mere lykkeligt liv.
Ander afsnit på denne DVD kan nok betegnes som hovedafsnittet. Det er i hvert fald det afsnit, der har givet DVD'en sin titel.
Halloween nærmer sig, hvilket især børnene i familien McCullogh glæder sig til. For Megan er det ensbetydende med
fest sammen med vennerne, mens det for Will handler om at få
slik fra beboerne i kvarteret.
Politiet vil det imidlertid anderledes, idet de ikke mener at de kan garantere for børnenes
sikkerhed på denne aften. Derfor opfordres forældrene i den lille by til at holde børnene
indendøre netop denne aften.
Det får Wills
mor (Dee Wallace Stone) til at arrangere en kæmpe Halloween fest for områdets unge og deres forældre. Også politiet bakker op om denne ide, mens de to yngste i familien er
mindre entusiatiske, ikke mindst Megan, der har set frem til fest med vennerne uden forældre.
Inden festen beslutter Will og en ven at banke på hos en af naboerne, for at få slik eller lave
ballade. Vennen er nu mest opsat på ballade, og begynder at svine naboens hoveddør til. Men så åbner den ældre beboer døren og får hurtigt et
hjertetilfælde, hvilket skræmmer livet af Wills ven ...
Megan beslutter at
trodse forældrene og sniger sig ud til fest med vennerne. Men allerede hun når frem, bliver hun
antastet af bøller på gaden. Pludselig er Megan i en mindre heldig og langt fra ønskværdig situation ...
Men selvfølgelig
redder Lassie begge situationer, så alt ender godt. Måske bort set fra Will ven, der må se sig snydt så vandet driver.
I tredie afsnit er familien McCullogh på ferie. De når blandt andet til en mystisk
spøgelsesby, Red Tree, hvor der efter sigende skulle være en begravet skat.
Familien støder dog også på vaskeægte og nutidige
bankrøvere, der truer med at slå familien ihjel. Så atter må Lassie træde til ...
Trods
forskellige instruktører på de forskellige episoder, er der en ganske god helhed, hvis flere episoder ses i træk. Men de kan selvfølgelig også ses hver for sig uden at tabe noget. Hver episode er nemlig en
afsluttet historie.
Der er absolut ingen tvivl om, at denne DVD nok henvender sig til de i familien, der snart skal i skole eller netop er begyndt. Men også større børn og vi voksne kan nyde et gensyn med vel nok
verdens mest berømte hund.