De to aldrende søstre Janet (Maggie Smith) og Ursula (Judi Dench) bor sammen i et lille hus ved den engelske kyst. Her lever de et stille og tilbagetrukket liv med hver deres sysler og skærmydsler med deres hushjælp Dorcas (Miriam Magolyes).

Året er 1936 og uroen ulmer så småt i Europa, men livet i den lille landsby går sin vante gang. Det er pubben, bowlingen, fiskeriet og de sædvanlige gerninger, der er vigtige i det lille samfund.

En skønne dag efter en frygtelig storm finder søstrene en ung mand, der er skyllet op på strandbredden. Først tror de gamle "haletudser", at han er død, men da de finder ud af, at han er i live, får de travlt med at få ham bugseret ham op i huset. Han er stærkt afkræftet og derudover har han brækket anklen.

Søstrene tager ham under deres beskyttende vinger, og da han endelig vågner op, kan de ikke tale sammen. Men han får da forklaret dem, at han er fra Polen.

Den unge mand Andrea (Daniel Brühl) er som dukket op fra den blå luft, men han kommer sig forholdsvis hurtigt, og trods sprogvanskelighederne begynder søstrene, hushjælpen og Andrea at få en form for familieliv.

Andrea besidder et gudbenådet talent for violinspil, og han får lov til at låne en violin. Nu går dagene med violinspil og gåture.

Englænderne kan kunsten at underspille. Det er fantastisk. Ladies in Lavender rører sig ikke mange meter, men hold da op, hvor er det fremragende skuespil. Den underlige form for jalousi, der nærmest umærkeligt dukker op mellem de to søstre, er så blændende beskrevet i netop det underspillede.

Som tilskuer er man heller ikke et øjeblik i tvivl om, de stærke følelser, der ulmer bag de aldrende bryster, men det er også to af Englands ypperste skuespillere, der har hovedrollerne. Maggie Smith er kendt som Minerva McGonagall i Harry Potter-filmene. Judi Dench kendes fra blandt andet Chocolat og Shipping News.

Det er Charles Dance's debut som instruktør, og det lover godt. For selv om det er en ganske banal historie uden så meget kød på, formår han at få liv, indlevelse og ikke mindst kærlighed ind i personerne.

Alt i alt er det en smuk og underfundig historie om små og store følelser, og det skorter ikke på den pragtfulde engelske lune. Ladies in Lavendel er en rigtig hyggefilm, som har en storslået pointe.

Hvis man ikke undervejs og især hen mod slutningen ikke kniber en lille forræderisk tåre, så har man altså et koldt og kynisk hjerte - efter min beskedne mening.