Anne (Juliette Binoche) er skuespillerinde og bosat i Paris med sin mand, Georges (Thierry Nuevic), og sin svigerfamilie.

Georges er krigsfotograf og pt. på arbejde i det borgerkrigshærgede Kosovo, hvor hans hverdag er fyldt med krig, død, vold, sult og elende.

Maria (Luminita Gheorghiu) er rumænsk tiggerske, siddende på fjerde måned udenfor en parisisk bager for at skrabe penge sammen til familien i hjemlandet.

Amadou (Ona Lu Yenke), døvelærer fra Mali, der føler stor stor retfærdighedssans og også føler sig udenfor sin afrikanske klan.

Jean-Pierre (Alexandre Hamidi), Annes unge svoger fra Dinville, der skal arve den fædrende gård. Hvilket han ikke vil og derfor er rendt hjemmefra til Georges og Anne.

Disse vidt forskellige personers veje krydses, da Jean-Pierre og Amadou kommer op at skændes, da Jean forulemper Maria udenfor bagerforretningen ... og denne handling giver vidt forskellige konsekvenser for samtlige.

Alt er i fragmenter. En samtale starter eller slutter midt i en sætning. Korte optagelser af en pløjemark eller køer i en stald. Små udpluk fra andres liv.

Det virker mest af alt som om, alle personer blot er bipersoner i deres egne liv, og det kan synes meget komplekst og svært at forholde sig til.

At scenerne også er optaget som små fragmenter, er en stor udfordring for seeren. Faktisk troede jeg i starten, at der var fejl enten på skiven eller at min optager var ved at gå i stykker.

Kode ukendt (Code: Inconnu) starter med en lille døv pige, der forsøger at formidle en følelse og de andre døve børn i klassen skal gætte, hvilken. Dette er nok hovedkernen i hele Hanekes problematik: At være døv.

For sine omgivelser, for sig selv og for hele omverdenen. At leve i sin egen lille boble - uigennemtrængelig men dog transparent.

Men ellers vil jeg afholde mig fra yderligere at analysere Michael Hanekes bevæggrunde for dette stillestående drama.

Er man ikke bekendt med Michael Hanekes øvrige film, er Kode ukendt ikke den bedste at starte bekendtskabet med. Den kan virke meget langtrukken og er nok indbegrebet af "fransk intellektuel og yderst akademisk film", som kan få de fleste til at stå af.

Men lad endelig være. For Michael Haneke har en unik evne til at fastholde sit publikum i måske forventning om at "noget vil ske", "noget kommer til at ske" eller "noget er sket". Meget fascinerende, for som tilskuer til dette drama, får man ingen faste holdepunkter eller kendskab til personerne.

Andet end at de hver især er fremmedgjorte på den ene eller anden måde og således fastlåste i deres egne skæbner. Juliette Binoche stråler i sin rolle som skuespillerinden Anne. Endda så meget, at når sekvenserne skifter fra virkelighed til fiktion, kommer man i tvivl om, hvad der er hvad. Hun er kun levende i fiktionen.

Thierry Neuvic som krigsfotografen Georges lever ukompliceret i sin verden - når han er ude at fotografere fra alverdens krigszoner. Det er kun, når han er hjemme, han har problemer og ikke kan forholde sig til denne virkelighed. Dette skildrer han fint.

Disse to skuespillere leverer toppræstationer, men det er især Juliette Binoche, der brænder igennem.

Af andre film fra Hanekes hånd kan nævnes hans egen re-make af Funny Games US fra 2007, hvor også det psykiske spil mellem mennesker bliver endevendt. Pianisten fra 2001, hvor en midaldrende kvinde langsomt synker dybere og dybere ned i sindets mørkeland, og hans prisbelønnede Det Hvide Bånd fra 2009, hvor handlingen er henlangt til et lille samfund lige før 1. verdenskrig, og fascismen langsomt bundsætter sig.

Alle film, der sætter sine spor. Desværre kommer Kode ukendt ikke helt under huden som de andre film, men den er absolut værd at se og også gense. For der er mange bitte små facetter, der måske giver bedre mening efter et gensyn.

Man kan ikke komme udenom at Michael Haneke er en fabelagtig spændende instruktør, der formår at skildre den menneskelige psyke helt ned til det sorteste sorte uden at blive teatralsk. Det er blot livet og de mennesker, der befinder sig midt i det, han skildrer.