

Hold da op, fristes man til at udbryde når man ser rollelisten til denne film. Lutter store navne på den daværende komiske scene, med folkene fra
Monty Python i mange afgørende roller. Det bør ikke kunne gå galt.
Ok, plottet er en kende tyndt:
Kaptajn Guldskæg (Graham Chapman), en frygtet pirat, der får raget en enorm
skat til sig og slipper af sted med den. Men han bliver knaldet for skattesvig og ryger i
fængsel. Han undslipper dog fængslet, med lidt hjælp fra myndighederne, som også vil have fingre i hans skat.
Kaptajn Guldskæg har i bedste pirattradition lavet et
skattekort, der viser vej til rigdommene, men konen har brændt kortet. I stedet har hun
tatoveret kortet ind i hovedbunden på deres "fælles" søn.
Nu begynder så den vilde jagt efter skatten, som selvfølgelig er gemt af vejen på en nærmest
Bounty-agtig ø. Turen til øen går selvfølgelig pr. skib eller, rettere, skibe. Turen mod øen byder blandt på
mytteri, ildkampe og meget andet som hører sig til.
Da de mange skattejægere endelig når frem til øen, viser øen sig at knap så idylisk endda. For her har de
spaniolere, Guldskæg oprindelig stjal skatten fra, nemlig taget ophold. Så der skal kæmpes for skatten.
Monty Python-drengene leverer, som altid,
solide præstationer. Med totalt gakket og langt ude humor, som de nu engang er bedst til. Men også
Marty Feldman gør en rigtig god figur i en rolle, der er som nærmest skræddersyet til ham.
På rollelisten finder man også
Cheech og Chong, der gør en mindre god figur. Måske det er manglen på hampeprodukter af den rygbare slags der spiller ind, men de er desværre langt fra så underholdende som de kan være.
Men alt i alt er det en
underholdende film, der sagtens kan bringe mere end bare smil på læben. Er man bare den mindste smule til Monthy Python- eller Mel Brooks-agtig humor, så bør man ikke snyde sig selv for at stifte bekendtskab med
Kaptajn Guldskæg (Yellowbeard).