

Den franske krimiforfatter og litteraturprofessor
Alex Fayard (Benoît Magimel) tager til Kyoto for at promovere sin nye bog, "Sorte Øjne".
Han er en anerkendt krimiforfatter og har ligget på top-10 listen i seks uger med netop denne roman, som nu skal udgives på det japanske marked. Hans store forbillede er den mystiske japanske forfatter
Shundei Oe, der har opnået kultstatus i Japan. Ingen har nogensinde set eller mødt denne karismatiske forfatter, der betegnes som
manipulationens mester.
Alex har et svagt håb om at møde sit
forbillede, men han ved godt, at det er helt urealistisk. Det eneste offentligheden ved om Shundei Oe er et malet portrætbillede, der vises bag på værkerne. Et grufuldt og forvrænget billede.
Alex og hans japanske manager tager til et tehus, hvor de oplever den traditionelle japanske teceremoni og ikke mindst den billedskønne geiko
Tamao (Lika Minamoto).
Alex bliver meget betaget af Tamao, og det lykkes ham at få en aftale i stand. Tamao har sine
dæmoner at slås med, og hun føler, at hun kan betro sig til Alex, da han er en
gaijin - udlænding - så hun vil ikke tabe ansigt med sine betroelser til en fremmed og udenforstående.
En eller anden er ude på at slå hende
ihjel, og Alex indvilliger i at hjælpe hende. Men det er et
livsfarligt spil, han bliver inddraget i, og snart blandes fiktion og virkelighed sammen. Intet er som, det ser ud ...
Geiko er Kyoto-dialekten for det mere velkendte geisha. Men geiko dækker også over en
prostitueret, og deres uddannelse er lidt kortere og lidt anderledes end den traditionelle geishas.
Det er bare lidt
bonus info, så jeg ikke får for mange mails om, hvad en geiko er for en størrelse.
Inju - The Geisha Killer (La bête dans l'ombre) er meget
intens og meget
spændende. Historien fænger fra første sekund og holder hele vejen igennem.
Den debuterende
Lika Minamoto er fremragende og ganske bedårende, og giver et godt mod- og medspil til
Benoît Magimel. De er troværdige helt ud til fingerspidserne.
Plottet, som overhovedet ikke skal røbes her, er set før, men det er
professionelt udført og rigtig godt gennemtænkt. Optagelserne er knivskarpe og lydsporet er i top. Især er slutningen helt forrygende.
Endnu engang må jeg undre mig over, den eller de personer, der forfatter teksten på bagsiden af coveret. Her står, at Alex er på forretningsrejse til
Tokyo - men hvis man bare ser de første 10 minutter af filmen, vil det gå op for den opmærksomme seer, at det er
Kyoto, han tager til - bare en biting, men det irriterer mig altid voldsomt.
Inju - The Geisha Killer giver et fascinerende indblik i en fremmed kultur og i geiko-miljøet, og er et spændende bekendtskab. Filmen tager absolut ingen skade af, at blive set mere end en gang.
Inju - The Geisha Killer er stygt fascinerende og kan varmt anbefales, hvis man er i stødet til en gang god
spænding og en
god historie.