Digteren Rose (Irene Miracle) bor i et gammelt ejendomskompleks i New York.

Hun interesserer sig for litteratur og køber gerne sjældne udgivelser. Til alt held huser ejendomskomplekset også et antikvariat, ejet af den forkrøblede Kazanian, hvor hun finder en speciel bog.

Bogen, der er skrevet på latin, af arkitekten og alkymisten E. Varelli hedder Three Mothers. Den beskriver tre hekse i hver deres by og land, hvorfra de kaster deres ondskab og vederstyggeligheder over verdenen og i særdeleshed over dem, der er i nærheden.

De tre mødre er Mater Suspiriorum, Sukkenes Moder, Mater Lachrymarum, Tårernes Moder, og sidst, men ikke mindst, Mater Tenebrarum, Mørkets Moder.

Rose bliver overbevist om, at hendes bygningskompleks netop er hjemstedet for Mater Tenebrarum. Hun skriver til sin bror, Mark (Leigh McCloskey), der bor i Rom, om han vil komme til New York, for hun er bange.

Mark bliver foruroliget, især fordi der er sket uforklarelige ting hjemme i Rom. Så han tager til New York for at komme sin søster til undsætning ...

Inferno er anden-delen af trilogien De Tre Mødre, hvor Suspiria (1977) er den første. Mother of Tears afslutter denne selvstændige og uafhængige trilogi i 2007.

De kan sagtens ses hver for sig. For i Dario Argentos univers er der ikke rigtig nogen sammenhænge.

Dario Agentos univers - især i Inferno - er totalt uforståeligt, komplekst og ulogisk. Meget flot filmet i dybe blå og violette farver i stilistiske kulisser akkomponeret af fantastisk musik skabt af Keith Emerson fra Emerson, Lake & Palmer. Samt et strejf af Verdis Va Pensiero, tredje sats fra Nabucco - også kendt under Fangernes Kor fra Nebukaneserne.

Men det, at Inferno er så kompleks og ulogisk opbygget, gør, at man bliver hængende. Og mens man hænger i disse mærkværdigheder, føles handlingen logisk og sammensat. Lyder mærkeligt, men man skal nok også være lidt af en Argento-freak for den fulde forståelse.

Dario Argento har stået bag et utal af film. Blandt andet Two Evil Eyes og gialloen Mordets Melodi - begge helt klart anbefalelsesværdige.

Inferno er, som nævnt, en lidt mystisk film og ikke så ligetil og mainstream. Heldigvis for det. Det er kræs og guf, og det er bestemt ikke sidste gang, jeg vil se Inferno.