Erotiske komedier, ikke mindst de såkaldte sengekantsfilm, var populære i Danmark i 1970'erne. Men danskerne var skam ikke alene om at producere og denne type film. Vores broderfolk hinsidan sundet kunne skam også.

Det er Ih, det var dog den stiveste! et ganske godt eksempel på. En forholdsvis banal historie giver anledning til at nogle nydelige eksemplarer af den kønnere del af menneskeheden kan smide kludene og der kan gives antydninger af seksuelt samkvem mellem voksne individer.

Med andre ord, mere end harmløst efter dagens normer. Men i årtiet efter seksuel frigjorthed rullede ind over Skandinavien har det uden tvivl været lidt vovet og pirrende for ungersvendene på de bageste rækker i biografernes tusmørke.

Som allerede nævnt er handlingen banal: I middelalderens Sverige bliver en kvinde brændt på bålet som heks. Inden når hun dog at sværge hævn over dommerens efterkommere.

Herefter hopper filmen frem til 1800-tallets Sverige, hvor svensken er i krig med Rusland. Derfor er alle våbenføre mænd ved fronten, mens kvinderne passer hjemmene og så videre. Og kvinderne længes selvfølgelig efter rigtige mænd.

Stor er derfor glæden, da en ung præst (Jarl Borssén) ankommer til en landsby med masser af virile, unge og smukke kvinder. Præsten er efterkommer af heksedommeren, mens efterkommeren af heksen også bor i landsbyen. Dermed er der lagt i kakkelovnen til lidt bittersød hævn.

Men for nu at sætte lidt gang i filmens tiltænkte, erotiske undertoner, består hævnen i en forhekselse, så præsten får evig erektion. Det er jo langt fra passende for en præst i 1800-tallet, så landsbyens kvinder nærmest flokkes for at afhjælpe problemet ...

Ih, det var dog den stiveste! (Kyrkoherden) bærer tydeligt præg af, at have næsten 40 år på bagen. Ganske meget af det humoristiske falder til jorden med et brag, men lidt morsom er den dog, og kan sagtens bære de 90 minutter i afspilleren, hvis man er til denne type film.

Dirch Passer optræder i en mindre rolle i filmen, men det er der såmænd flere danske skuespillere, der gør. Cornelis Vreeswijk, der var en folkekær, svensk visesanger, optræder i rollen som trubaduren, der binder historien sammen.