Filmen foregår i en ikke alt for fjern fremtid, hvor regeringen har indført De Nye Københavner Kriterier. Loven er vedtaget for at sikre nationens fortsatte overlevelse og går i al sin enkelhed ud på, at eliminere borgere, som har modtaget mere af samfundet end de har ydet.

Det er blandt andet folk, der ikke kan tage vare på deres egne børn, tidligt invalide pensionister og alle de, der ikke kan klare sig uden løbende hjælp fra det offentlige. Ved filmens start er mere end en fjerdedel af befolkningen alle blevet interneret og venter på en afgørelse om de skal elimineres eller ej.

Af de mange internerede møder vi John, Gerda, Nancy, China og Melanie i en ventesal, et gymnastiklokale på en skole. Her venter de på at komme ind til den samtale, der skal afgøre deres skæbne.

Søren Pilmark er intet mindre end fremragende i rollen som den kyniske militærmand, som står for at vurdere hvilke af samfundets borgere, der skal skaffes af vejen. Som statens repræsentant ses Søren Fauli, som egentlig spiller godt og veloplagt. Han falder dog igennem hos denne anmelder, for jeg ser og hører hele tiden de irriterende Toms-reklamer, når han er på.

I den større historie gemmer sig en masse mindre historier, der i sidste ende kommer til at hænge uløseligt sammen, og som munder ud i flere klimakser. Det er på mange måder en dyster og tankevækkende historie, hvor der dog er mange gode anledninger til at skraldgrine eller i det mindste trække på smilebåndet.

Hvordan vi slipper af med de andre giver god anledning til kigge en ekstra gang på vores samfund, og hvor det måske ender med at bevæge sig hen - i en ikke alt for fjern fremtid. Det er en film, jeg på det varmeste kan anbefale, og jeg burde give den topkarakter. Men de evige associationer, jeg får til Toms-reklamerne, får altså det sidste klaptræ til at fordufte som dug for solen.