
Ulrich Nymann (Lars Brygmann) har det hele. Fedt job i et boliginvesteringsfirma, en sød kone
Camilla (Anne Sophie Byder) og en lækker penthouselejlighed.
Ulrich lever det søde liv i sus og dus. Efter en fugtig aften med vennerne Jesper og Anders ender de på et morgenværtshus. Her sidder også
Allan Michael Nielsen og han er en kende overrislet. Det kommer til verbale udgydelser mellem Ulrich og Allan, og Ulrich skubber til Allan.
Desværre falder Allan så uheldigt, at han dør. Ulrich må overnatte i detentionen, men hans far, advokaten
Jacob Nymann (Morten Grunwald) får hurtigt sine advokater på sagen, og Ulrich bliver løsladt.
Ulrich har ellers ingen kontakt med sin far, og den eneste grund til, at han hjælper Ulrich er, at broderen
Bertel (Nicolas Bro), der selv er advokat, har bedt faderen om hjælp.
Tilbage sidder Allans enke
Karina (Rikke Louise Anderson) i Københavns nordvestkvarter med to små børn, Ida og Jonas.
Nu burde Ulrich bare se at komme videre, men
samvittigheden og
skyldfølelsen begynder at gnave. Han opsøger Karina og vil hjælpe hende videre. Langsomt men sikkert begynder Ulrichs overfladiske skal at krakelere, og nedturen begynder.
Instruktøren
Jannik Johansen står også bag film som
Mørke og Rembrandt. Men
Hvid nat opnår ikke samme intensitet som for eksempel Mørke. Skuespillerne er nærværende men aldrig helt tilstede. De virker lidt hule og påtagne.
I en birolle ses
Morten Grunwald som faderen Jacob. Og han er isnende god. En rolle han da også modtog prisen for som bedste mandlige birolle på henholdsvis Bodil Prisuddelingen og Zulu Awards, samt han blev nomineret til en Robert.
I det hele taget var
Hvid nat nomineret til en del priser.
Lars Brygmann fik en Robert for bedste mandlige hovedrolle. Men jeg har bare svært ved at abstrahere fra hans rolle som La Cour fra Rejseholdet.
Som noget nyt udgives
Hvid nat også med menupunktet ”
Synstolkning”, så nu kan synshandikappede og blinde være med, og det er en rigtig god ide.
Alt i alt er
Hvid nat en ganske god film om skyld, skam og en masse skeletter i skabene, der bare vil ud.