Jeg har efterhånden anmeldt så mange film, at jeg ofte, også når jeg kigger film for fornøjelsens skyld alene, tager de analytiske og kritiske briller på helt automatisk. Med denne film røg disse briller langt væk allerede efter meget kort tid. Jeg sad ganske enkelt tryllebundet til skærmen.

For sjældent har jeg set noget så intenst og følelsespræget. På den ene side er det en nærgående og vedkommende fortælling om rå og afstumpet fodboldvold, som desværre bliver mere og mere almindeligt over hele Europa. Ikke kun i England, hvor denne historie spiller sig ud.

Det er dog i lige så høj grad en film om æresbegreber og det at stille op for sine "brødre". At stå brast med dem gennem tykt og tyndt. Det handler om loyalitet, ære og sammenhold, i en tid, hvor den slags begreber ellers er gået fløjten.

Endelig er det historien om en ung mand, fremragende spillet af Elijah Wood, som lærer en masse om sig selv. Og, ikke mindst, hvornår man ikke skal stille op for bollemælk, og hvornår det er smartere, at træde et skridt tilbage.

Hvis du, kære læser, ud fra ovenstående får fornemmelsen af, at denne film udelukkende handler om rå og afstumpet vold, så har du ikke læst mellem linierne. For dette er intet mindre end en fantastisk film, der tilmed har en vedkommende og enestående historie at fortælle.

At den så oven i købet er utrolig flot filmet, gør bestemt ikke helhedsindtrykket mindre. Det er ganske enkelt en film, der skal opleves. Det spiller uden tvivl også ind, at instruktøren, Lexi Alexander, selv har en fortid i en hooligan-bande.