

I 1933 møder
Guy (Stuart Towsend) den smukke unge
Gilda Bessé (Charlize Theron) i Cambridge, og dette bliver et skæbnesvangert møde. De er de absolutte modsætninger - han er jordnær, realist og fornuftsbetonet. Hun er fanden-i-voldsk, eventyrlysten og flyvsk.
De indleder et hedt og
lidenskabeligt forhold, men da Gildas mor begår selvmord, får Gilda en ubehændig eventyrlyst og drager ud i verdenen. Hun er aldrig længere tid hvert sted til, at hun kan nå at få alle Guys breve. År senere modtager Guy et brev, hvor hun inviterer ham til
Paris, og straks er han af sted.
Gilda lever det søde liv sammen med den sensuelle
Mia, (Penélope Cruz) en ung kvinde, der er flygtet fra det urolige Spanien, og nu er ved at være færdig med sygeplejerskeuddannelsen, samtidig med at hun ernærer sig som model. Gilda, Mia og Guy har et forrygende år sammen i Paris, men
den spanske borgerkrig nærmer sig. Guy melder sig som frivillig på demokraternes side, og Mia tager også af sted som feltsygeplejerske.
I mellemtiden lever Gilda livet i Paris. Hun lever så absolut i nuet og har ingen tanker for konsekvenserne af sine handlinger. Den spanske borgerkrig slutter og
2. verdenskrig begynder. Guy kommer tilbage til Paris, som britisk efterretningsagent, og han møder atter sit livs kærlighed, men Gilda er ikke længere den samme. Hun lever stadig væk det søde liv, men med de forkerte mennesker.
Det er et gribende
kærlighedsdrama, der udspiller sig gennem de 116 minutter. Der er
lidt underlige huller i plottet, men det er egentlig kun noget, man lægger mærke til anden gang, man ser filmen. Kærlighed er en svær og underlig størrelse, og det skildres rimelig godt af skuespillerne, især
Penélope Cruz er bedårende dejlig, hun oser af sex, og dog af en mærkbar sårbarhed.
Head in the Clouds er en kende langsom til at komme i gang, men den kommer op i tempo, og så føles de 116 minutter ikke som lang tid.
Charlize Theron giver sin karakter en god troværdighed. I det hele taget yder skuespillerne en god præstation.
Selvom man måske ikke just er den store fan af kærlighedsdramaer, er
Head in the Clouds absolut værd at se. Den er meget mere end et kærlighedsdrama. Der er masser af sex, løgne, intriger og krig. Personligt syntes jeg, den blev meget bedre anden gang, jeg så den, og ville have givet den fem klaptræer, men jeg holder mig til mit første indtryk.