
Roger Brown (Aksel Hennie) har det hele. Han er en succesfuld
headhunter i rekrutteringsfirmaet Alpha.
Han er gift med den smukke galleriejer
Diana (Synnøve Macody Lund). De bor i en kæmpe
luksusvilla til 30 millioner kroner. De tilhører
jet-settet og alt er perfekt.
Men bagsiden af glansbilledet er ikke så
perfekt. Økonomien vakler i den grad. Diana er skruk og ønsker sig brændende et
barn. Dette vil Roger ikke. Og Rogers elskerinde,
Lotte (Julie R. Ølgaard), vil mere end blot at være
elskerinde.
Derudover må Roger lide den tort, at han kun er
1,68 høj og har komplekser over det. Men så må han jo
kompensere. Det gør han ved at stjæle kostbare
malerier fra private hjem. Kandidaterne finder han via sit arbejde, når han har folk til samtale.
Roger får nys om, at en af hans nyeste kandidater,
Clas Greve (Nikolaj Coster-Waldau), har et ægte
Ruben hængende i sin afdøde mormors lejlighed i Oslo. Maleriet er det legendariske "Jagten på den kalydoniske vildsvin" og har en vurderingsværdi på omkring de 100 millioner - hvis da ikke mere.
Dette kan ikke gå Rogers næse forbi. Men her gør han
regning uden vært. For Clas Greve er i en helt anden og uventet
liga. Han har helt sine egne planer og går meget
målrettet efter dem.
Pludselig er Roger den
jagede og den lille - i mere end bogstavelige forstand ...
Headhunterne (Hovedjegerne) er en forrygende, norsk
actionfilm - baseret på den norske krimikonge Jo Nesbøs manuskript. Plottet er yderst velgennemtænkt og rigtig godt skruet sammen.
Alle løse ender og tråde bliver på smukkeste vis bundet sammen til sidst - også de småting, man som tilskuer egentlig havde glemt alt om. Det er så herligt, når det sker.
Det er måske ikke lige actionfilm, man forbinder Norge med, men Headhunterne kan snildt måle sig med de bedste amerikanske film i denne genre. Alt går op i en højere enhed og efterlader absolut ingen huller eller spørgsmålstegn.
Aksel Hennie er forrygende i rollen som Roger. Han er en af Norges helt store skuespillere, og det kan vel ikke vare længe, før det store udland får øjnene op for denne karismatiske skuespiller. Han kendes fra blandt andet fra storfilmen Max Manus.
Headhunterne er action, når det er bedst med velspillende skuespillere hele vejen rundt. Endda krydret med lidt tør norsk humor. Det er en film, der sagtens kan ses flere gange, for tempoet er i højeste gear og plottet forrygende.