.Gwendolines far er i Kina for at fange en sjælden sommerfugl. Fanger han den, får han den store ære at få opkaldt sommerfuglen efter sig.

Desværre er han forsvundet, og hans smukke unge datter, Gwendoline (Tawny Kitaen), og hendes anstandsdame, Beth (Zabou Bretiman), tager til Kina for at finde faderen.

De får en meget modvillig machofyr, Willard (Brent Huff), til at hjælpe sig med at komme til det sidste sted, faderen med sikkerhed er set, nemlig Tacoma. Derfra skal de til Yek Yeik ved bjerget Pikaho, hvor Kalibidu-vinden spyr sin giftige ånde.

Det er en meget farefuld færd, de tre begiver sig ud på. De skal forcere regnskove med alskens kryb, sejle på en piratfyldt flod og slippe fra Kiops-stammen, der ikke just er venligsindene.

Derudover skal de kæmpe mod en hær af meget letpåklædte kvinder, der bor i en underjordisk by ledet af den onde Dronning, og en enkelt ynkelig tøffelhelt.

Gwendoline (The Perils of Gwendoline)er baseret på en tegneserie af samme navn, der udkom i perioden 1949-58. En tegneserieføljeton med letpåklædte kvinder, som - især Gwendoline - havnede i mere eller mindre bizarre situationer med seksuelle undertoner - læs: Bondage.

Det er med dette in mente, man skal se Gwendoline. For hånden på hjertet, det er ikke stor filmkunst. Faktisk nærmer det sig bras, men ...

Filmen udmærker sig ved sin humor, sine dårlige kulisser og mildest talt ringe dialoger. Handlingen er der ikke så meget at skrive hjem om, men morsomt er det.

Gwendoline er en af den slags film, der ryger ind på min liste over deciderede tømmermændsfilm. Der er en del action, smukke piger og en macho-helt. Okay, lidt af Brent Huffs maskulinitet ryger i en scene, hvor han er iført læderbrystholder og g-streng.

Men alt i alt er Gwendoline en morsom B-film og skal ses som sådan. Så hvis man trænger til total afslapning og hjernen sat på standby i cirka 100 minutter, er Gwendoline et rigtig godt bud.