I et stort naturreservat bliver to camperende teenagepiger brutalt dræbt. I første omgang tror reservatets ledelse, at der er tale om en brun bjørn, der er gået amok. Men da en biolog bliver tilkaldt, står det snart klart, at der i stedet er tale om en kæmpe grizzly-bjørn.

Mens den menneskeædende bjørn fortsætter sin hærgen, forsøger skovfogeden, Michael Kelly (Christopher George), at få områdets leder til at lukke reservatet for besøgende. Men i den hellige mammons navn bliver en gruppe jægere i stedet sendt ud for at dræbe grizzlyen.

Jægerne har dog ikke videre succes og en af dem bliver tilmed selv offer for den sultne bjørn. Efter en lille dreng og hans mor bliver sønderevet af grizzly-bjørnen, må Michael Kelly selv tage affære sammen med biologen og en helikopterpilot.

Men den et ton tunge og fem meter lange bamse har nu ikke tænkt sig at overgive sig uden kamp. Derfor ender det med en kamp på døden mellem Michael Kelly og menneskedræberen ...

Lyder temaet i Grizzly lidt bekendt? Altså det der med et af naturens dyr, der pludselig er et frådende, menneskedræbende monster, og hvor det ender med et opgør mellem dyret og helten? Så er du ikke helt galt på den.

For netop det tema er set masser af gange både før og efter denne film så dagens lys i 1976. Grizzly kom i kølvandet på Steven Spielbergs Jaws med identisk tema, og kaldes da også ofte for en efterligning.

Spielberg opfandt dog på ingen måde temaet. Han gjorde det til gengæld til et populært tema, hvor der tydeligvis var penge at hente fra biografgængere over den ganske verden. Så det undrer ikke, at mange siden har taget det op.

Grizzly er ret beset en horrorfilm, men set med nutidens øjne er der ikke det store gys over filmen. På ganske samme måde som det mere vandige forbillede, Jaws, heller ikke har den samme skræmmende appeal som for over 30 år siden.

Det skyldes i høj grad, at vi i dag er blevet langt mere vant til at vold og ødelæggelse nærmest bliver udpenslet i alle dets makabre detaljer. Her er det langt mere antydningens kunst, der skal bære gyset.

Og den slags virkede altså langt bedre før i tiden. Netop fordi man ikke var vant til at se blod og iturevne lemmer drysset med løs hånd ud over skærmen. Så det gør desværre Grizzly til en lidt tam oplevelse, der ofte i stedet bliver lidt ufrivillig morsom.

Grizzly byder til gengæld på en lang række naturskønne optagelser, som man ikke kan andet end nyde. Skuespillet er en blandet fornøjelse, men heldigvis gør de ledende kræfter en god figur, hvilket er med til at løfte det samlede indtryk en del.