
Great Expectations (Store forventninger) var den næstsidste, færdigskrevne roman fra
Charles Dickens hånd. Det skulle samtidig vise sig at blive en af de mest anerkendte, side om side med
A Christmas Carol (Et juleeventyr) og
Oliver Twist.
Det er derfor heller ikke overraskende, at der på nuværende tidspunkt findes mindst fem filmatiseringer af
mesterværket. Denne udgave er det nyeste forsøg og der bydes på velkendte skuespillere som
Helen Bonham Carter og
Robbie Coltrane (bedst kendt som Hagrid i Harry Potter).
Great Expectations er fortællingen om den forældreløse
Pip, der i en tidlig alder bliver kaldt ind til et møde med den mystiske
Havisham (Helena Bonham Carter).
Hun er en
sørgende kvinde, der efter et skæbnesvangert
bryllup, har stoppet tiden i sit hjem. Hun lever nu i komplet
mørke blandt sine tjenere.
"Alle dage er
onsdage i dette hjem", udbryder hun, da Pip foreslår, at han vender tilbage på
torsdag. Pips opgave er at lege med Havishams skønne, men iskolde, datter,
Estelle.
Estelle virker udenfor Pips rækkevidde takket været hans
fattigdom. Men da han en dag bliver gjort til
rig gentleman af en ukendt
velgører, rejser han til London med en drøm om at ægte Estelle.
I virkeligheden bliver han dog fanget i et kalkuleret spil om
hævn, der viser hvor iskold Estelle er blevet efter et liv sammen med en
kynisk Havisham.
Det er en
spændende film og en holdbar historie, der byder på masser af uventede drejninger og modbydelige
intriger. Selve forholdet mellem Pip og Estelle er blandt de mest
interessante ideer i historien, og den gør et godt nummer ud af at fremstille Pips forelskelse, eller
besættelse, samt Estelles nærmest umenneskelige og kolde syn på
kærligheden.
Filmen har en del
energi, der blandt andet skabes via de forskellige skuespillere, som alle synes at
overspille sine roller en anelse. Men på en måde, der
passer til historien så det aldrig bliver distraherende.
Hen imod tredje akt bliver det dog klart, at der
kæmpes med mere materiale, end de har kunnet håndtere på to timer.
Man når et punkt, hvor
Robbie Coltrane begynder at forklare en række drejninger i historien, som ville have haft større effekt, hvis de var vævet ind i selve
fortællingen. Men filmen kommer tilbage i omdrejning efter dette punkt og når alligevel at redde sig selv med en
glimrende afslutning på hele affæren.
Jeg skal ikke kunne sige om denne indspilning af
Great Expectations er bedre eller dårligere end tidligere filmatiseringer af samme materiale. Men set på egne præmisser er det et ganske
fint forsøg, trods at det måske ikke er et perfekt
værk.