Rebecca vokser op i et hippiemiljø, hvor hendes far Gabriel er leder. En dag findes hele det lille hippiekollektiv brutalt nedslagtet. Den eneste, der har overlevet, er lille Rebecca.

Hun er stærkt medtaget og ligger i koma i to år. Forbrydelsen bliver aldrig opklaret og derfor henlagt. Da Rebecca vågner af komaen, har hun massivt hukommelsestab. Alt fra hendes tid i kollektivet er fortrængt. Hun bliver adopteret af sin onkel og tante, og starter så at sige på en helt frisk uden hukommelsen.

Ti år senere har Rebecca (Natacza Boon) styr på sit liv. Hun elsker sine adoptivforældre, studerer psykologi og er kæreste med psykologiprofessoren David Riven (Daryl Jackson). Men pludselig begynder hun at hallucinere, og se de mest bizarre og makabre stumper fra massakren tolv år tidligere.

Rebecca føler selv, at for komme synerne til livs, bliver hun nødt til at gense sit barndomshjem, som hun stadig ingen erindring har om. Hun får god støtte fra politiassistenten Thomas Munster (James Matthews), som i sin tid stod for efterforskningen af drabene på de 11 hippier samt naturligvis hendes kæreste, David.

Men spøgelserne eksisterer ikke blot i hendes fortrængte minder. De er påtrængende nærværende og forlanger, at hun skal hjælpe dem med hævn, så de kan få evig hvile ...

Garden of Love (The Haunting of Rebecca Verlaine) er som sådan en god splatter. Der er rigeligt med blod og nedslagtninger, og selve historien er udmærket trods lidt huller og inkonsekvens.

Men - helledusseda - hvor er det elendigt skuespil. At dialogerne er fuldstændig hen i vejret, er en ting, men en rimelig god skuespiller burde have kunnet hive dem lidt op. Men for retfærdighedens skyld skal siges, at det nok ville have krævet et seksstjernet skuespillers formåen.

Natacza Boon (Rebecca) og James Matthews (Thomas Munster) gør hver især deres anstrengelser med hver deres resultat. Natacza Boons anstrengelser virker nogenlunde tilforladelige, mens James Matthews forsøg bliver ufrivilligt komiske.

Men Garden of Love holder hvad den lover i denne genre - nemlig masser af splat, blod, afrevne lemmer og hvad dertil hører af vederstyggeligheder. Alt sammen udført rimeligt godt og troværdigt – selvom handlingen til tider kører helt af (blod)sporet.