

Året er
1846, og religionskrigene mellem katolikker og protestanter raser i kvarteret Five Points på Manhatten.
De to fremtrædende bander ryger i totterne på hinanden, og anføreren af "The Dead Rabbits", præsten
Vallon (Liam Neeson), dør under
Bill "The Butcher" Cuttings (Daniel Day-Lewis) kniv. Det brutale mord overværes af præstens lille søn,
Amsterdam.
Den lille dreng sendes efterfølgende på opdragelsesanstalten
Hellgate. 16 år senere - i 1862 kommer
Amsterdam (Leonardo DiCaprio) tilbage til Five Points, optændt af had og vrede. Nu skal faderens død hævnes.
Amsterdam bliver langsomt gode venner med Bill "The Butcher" Cutting, og i Bills bande møder han tyvetøsen
Jenny (Cameron Diaz), som han indleder et forhold til. Ikke nok med at bandekrigene raser, så raser borgerkrigen også ude i landet, hvilket også giver anledning til optøjer i Five Points.
Martin Scorsese har haft den store historiebog fremme, da han allerede i 70'erne havde visioner om at lave denne film, og nu 30 år senere, er den her. Og hvilket brag af en film. Den er
fantastisk.
Det er lige før, man ønsker at printe hvert enkelt billede ud fra skærmen og klaske det op på væggen. Så smukke er optagelserne. Samspillet mellem
Leonardo DiCaprio og
Daniel Day-Lewis er på en gang rørende og totalt uforståeligt.
Cameron Diaz, som den barske tyvetøs, giver også sin rolle en fin karakter. Det er en blid, barsk, rørende og fantastisk film. Kampscenerne er forrygende og meget realistiske. Efter min mening er det Scorseses hidtil bedste film.
Se den. Nyd den gode historie, de smukke optagelser og den pragtfulde irske dialekt. Jeg jubler. Det er et mesterværk - intet mindre.
|