Game of Werevolves starter i en afsides landsby med en bastard søn, en ældgammel sigøjner og en forbandelse.

Har man styr på sine gyserklicheer, så er det ikke svært at se hvordan det her hurtigt kan køre af sporet for den unge >b>Tomás Mariño (Gorka Otxoa), der netop er vendt tilbage til sin barndomsby.

Landsbyboerne opfører sig lidt underligt og stedet er lettere øde, men det er ikke noget Tomás ænser. Han tænker kun på sin kommende roman og byen samt den ærespris, der er årsagen til hans tilbagevenden.

Det går dog selvfølgeligt galt og man skal ikke mere end 20 minutter ind i filmen, før Tomás er fanget i en skummel krypt. Ledt bag lyset og ofret for at ophæve en ældgammel forbandelse.

Det bliver hurtigt familiært, idet præmisset og atmosfæren er noget man har set før. Men det gør nu heller ikke det store, da det kan være rart med noget velkendt og klassisk ind imellem. Og det bliver vel ikke mere klassisk end tågede kirkegårde og skumle afsides landsbyer med skumle landsbyboere?

Det er dog ikke det eneste velkendte ved Game of Werewolves (Lobos de Arga). Har man stiftet bekendtskab med den britiske zombie-komedie Shaun of The Dead, vil man hurtigt genkende filmens centrale kombo af karakterer.

Tomás er den unge, tynde mand, der måske ikke har voldsomt meget succes i livet, men han forsøger i det mindste at opbygge en karriere. Hans barndomsven, Mario (Secun de la Rosa), er lidt af en tyk taber uden de store ambitioner.

Det er ikke helt ulig de to hovedpersoner i Shaun of the Dead. Desværre er humoren ikke lige så raffineret.

Ligesom Shaun byder Game of Werewolves på hurtig, vittig dialog mellem hovedpersonerne igennem forskellige uheldige scenarier, der parodierer gysergenren på godhjertet vis. Men vittighederne rammer sjældent plet og det kommer af og til farligt tæt på trætte Linje 3 rutiner.

Game of Werewolves prøver at være både vittig og uhyggelig på én og samme tid. Det er gjort før og det kan bestemt lade sig gøre, som set i klassikere som Evil Dead 2 og En Amerikansk Varulv i London. Gys og humor er to meget modsatrettede elementer, som har en vane med at supplere hinanden positivt, når det gøres ordentligt.

Det lykkes for det meste også for Game of Werewolves. Det er ikke en voldsomt sjov film, men enkelte linjer fik mig trods alt til trække på smilebåndet. Men vigtigst af alt, så virkede spændingsscenerne ofte og filmen var derfor aldrig kedelig.

Det bliver dog ofte tåkrummende. Blandt andet når der fortælles utallige jokes om hvordan Mario er tiltrukket af får. Ligeledes er der enkelte komedierutiner, som falder helt til jorden uden nogen som helst energi, hvilket kan være lettere smertefuldt at sidde igennem.

Men filmen virker alligevel på et fundamentalt plan og den har sine øjeblikke. Atmosfæren er tyk og præsentationen af byen er forrygende.

Selvom humoren måske mangler en del energi, så har filmens actionscener og spændingsscener rigeligt med momentum til, at det aldrig bliver rigtig kedeligt

Det er dog på ingen måde en film, der vil ændre verden. Men den kræver nok en vis dedikation til gysergenren, hvis den skal give mere end en hovedpine, da humoren er lidt af en hæmsko, der holder filmen tilbage.