Den unge franskmand Stephane (Romain Duris) tager til en lille rumænsk flække i sin søgen efter en bestemt sangerinde, Nora Luca.


Det eneste spor, han har, er et kassettebånd, han har arvet efter sin far, der rejste rundt i verdenen og optog folkloremusik. Men han er så fascineret af stemmen og hendes sang, at han bare må finde hende.

Stephane ankommer til landsbyen ved vintertiden. Her møder han den gamle sigøjner Izidor (Izidor Serban), der straks drikker ham i hegnet.

Stephane får lov til at overnatte i Izidors hønsehus og om morgenen er hele byen i oprør over den fremmede, som de mistænker for at være hønsetyv eller det der er værre.

Izidor tager ham under sine vinger, da hans egen søn lige har fået en fængselsdom for mafiavirksomhed. Han anser Stephane som en ganske glimrende substitut for sin søn og forsøger at få ham indlemmet i det lille samfund.

Trods kulturelle barrierer og sprogvanskeligheder formår Stephane lidt efter lidt at blive respekteret i roma-miljøet, og det varer heller ikke længe, før han forelsker sig i den sensuelle Sabine (Rona Hartner).

Gadjo dilo - den fremmede er en hjertevarm film om venskab, kærlighed, fordomme og kulturforskelle. Persongalleriet er fængslende - ikke mindst Rona Hartner, Romain Duris og den gamle Izodor Serban. Der er en eminent gnist og glød i deres præstationer.

Dialogerne er stærke og vedkommende, og filmen er spækket med skøn humor og vanvittige episoder. Musikken, som instruktøren Tony Gatlif og Rona Hartner står bag, er pragtfuld.

Gadjo dilo - den fremmede har vundet 10 internationale priser og ydermere fire nominationer, og det er fuldt fortjent. Det er en vidunderlig og smuk film, man ikke glemmer lige med det samme, og den sagtens kan ses igen.

Man skal ikke snyde sig selv for Gadjo dilo - den fremmede. Det er en lille filmperle, der ganske troværdigt og usentimentalt fortæller en livsbekræftende historie om sigøjnernes kultur, historie og, ikke mindst, musik.

Sigøjnere har altid været et ugleset folkefærd, men instruktøren Tony Gatlif formår at løsne op for fordommene - både sigøjnernes og andres - på en kærlig og respektfuld måde. Derudover er det altid skønt at se film fra andre kulturer og problematikker. Det er en farverig historie på godt og ondt, og samtlige personer kommer godt ind under huden.

Jeg kan varmt anbefale Gadjo dilo - den fremmede. Det er en film, man ikke kan undgå at blive lidt glad i låget af.