Den unge dreng Fljora (Aleksei Kravchenko) bliver medlem af en partisangruppe under anden verdenskrig i Hviderusland 1943.

Han får dog ikke lov til i første omgang at komme med i kamp, men bliver efterladt i lejren med pigen Glasha (Olga Mironova). Her bliver de pludselig beskudt, og vanviddet starter.

De to unge mennesker beslutter at tage hjem til Fljoras mor og to søstre. Fljora er nærmest i chok efter angrebet og næsten døv af beskydningen. Vel hjemme i landsbyen går det op for Olga, at hele hans familie er myrdet.

Fljora tror dog ikke på det, og de begiver sig ud i sumpene for at komme hen til den ø, Fljora er overbevist om, at moderen og søstrene er flygtet til.

Mere skal absolut ikke nævnes af Gå og se (Idi i smoti). Det er en film, der skal ses og opleves.

Gå og se skildrer på grusommeste vis krigens rædsler og vanvid. Her er ingen helte, ej heller anti-helte. Her er kun mennesker, der alle bliver berørt at krigen og volden. De kæmper alle den samme kamp - kampen om at overleve massakrer og luftangreb.

Der er visse scener, der nok aldrig nogensinde vil forsvinde fra mine nethinder, og Gå og se ramte mig hårdt. Ikke så meget under de 136 minutter, først nogle timer senere, da jeg havde siddet og summet over den.

Gå og se er meget brutal, og den er bestemt ikke for sarte sjæle. Der er ikke sparet på noget. De brutale nedslagtninger, udryddelse af hele landsbyer, jagten på våben og især mad. Det hele er med, også håbløsheden.

Aleksei Kravchenko i hovedrollen som Fljora, spiller formidabelt. Fra en ung stolt knægt, der vil forsvare sit land mod fascisterne til langsomt at forsvinde ind i vanviddets mørke. Alt kan aflæses i hans kropssprog og ikke mindst mimik og de fantastiske øjne. Man kigger direkte ind i hans syge sjæl. Det er grusomt og meget gribende.

Gå og se er nok det bedste krigsdrama, jeg nogensinde har set, fordi den ikke glorificerer krigen, men derimod viser meningsløsheden.

Gå og se, som har den engelske titel Come and see, udgives i en uklippet og nyrestaureret udgave, og billede og lyd er knivskarpe. Ekstramaterialet byder på interviews og to russiske propagandafilm, som jeg personligt finder yderst interessante.

Filmen vandt to priser, blandt andet Grand Prize ved Moskvas Internationale Filmfestival i 1985. Det undrer mig lidt, at den ikke har vundet mere, for det er en fantastisk film.

Gå og se er en film, der ætser sig ind i ens underbevidsthed, og en film, der ikke kan rystes af igen. Jeg kan varmt anbefale den, blot ikke til følsomme gemytter og slet ikke til børn.