

Ærkekøbennhavneren
Robert (Jakob Cedergren) bliver, efter en yderst uheldig episode i privatlivet, forflyttet til den lille sønderjyske flække
Skarrild.
Her skal han agere
provinssherif, og det ikke ligefrem en tillokkende tjans. Han bliver straks indlogeret i den tidligere landbetjents hybel inklusive en kat.
Robert må forsøge at finde sig til rette i det indspiste
lokalsamfund, hvor andre normer og regler hersker. Det er en lille by, hvor man klarer ærterne selv og gerne kører uden om bogen.
Han møder den ualmindeligt dejlige
Ingelise (Lene Maria Christensen), der er gift med den barske marklandscowboy
Jørgen (Kim Bodnia). Hun klager sin nød over sit måske voldelige ægteskab til Robert, og han bliver hurtigt syltet mere og mere ind i problemerne.
Frygtelig lykkelig er et fantastisk frisk pust i dansk film. Den indeholder så mange facetter og spøjse indslag. Persontyperne er godt skruet sammen, og selv om det er et
drama, kan man ikke undgå at sidde og smile og faktisk få en
livsbekræftende og varm oplevelse i de 99 minutter, filmen varer.
Som skrevet er persongalleriet
farverigt og troværdigt. Lige fra den djævelske købmand Moos, spillet af
Anders Hove, over den åndsfraværende aldrende bodegamutter i
Bodil Jørgensens skikkelse til den karismatiske landsbylæge Zerlang, mesterligt spillet af
Martin Brygmann.
Instruktøren
Henrik Ruben Genz har blandt andet stået bag film som
En som Hodder og
Kinamand, og han har også stået bag manus sammen med Dunja Gry Jensen.
Frygtelig lykkelig tog revl og krat af danske filmpriser – det blev i alt til syv Robert-priser og seks Bodil-statuetter. Blandt andet for årets film, og det er med rette. Derudover har
Frygtelig lykkelig høstet yderligere tre internationale filmpriser samt to nomineringer.
Når rulleteksterne er løbet over skærmen, sidder man med en ubehændig trang til at se filmen en gang til. For hold da op, hvor er det
fremragende.
Frygtelig lykkelig er en film, man ikke skal snyde sig selv for. Den er ikke mindre end en
genistreg.